Job 41
1 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
An extrahere poteris Leviathan hamo, et fune ligabis linguam ejus?
2 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
Numquid pones circulum in naribus ejus, aut armilla perforabis maxillam ejus?
3 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
Numquid multiplicabit ad te preces, aut loquetur tibi mollia?
4 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
Numquid feriet tecum pactum, et accipies eum servum sempiternum?
5 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
Numquid illudes ei quasi avi, aut ligabis eum ancillis tuis?
6 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
Concident eum amici? divident illum negotiatores?
7 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
Numquid implebis sagenas pelle ejus, et gurgustium piscium capite illius?
8 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
Pone super eum manum tuam: memento belli, nec ultra addas loqui.
9 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
Ecce spes ejus frustrabitur eum, et videntibus cunctis præcipitabitur.
10 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Non quasi crudelis suscitabo eum: quis enim resistere potest vultui meo?
11 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
Quis ante dedit mihi, ut reddam ei? omnia quæ sub cælo sunt, mea sunt.
12 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Non parcam ei, et verbis potentibus, et ad deprecandum compositis.
13 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
Quis revelabit faciem indumenti ejus? et in medium oris ejus quis intrabit?
14 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Portas vultus ejus quis aperiet? per gyrum dentium ejus formido.
15 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
Corpus illius quasi scuta fusilia, compactum squamis se prementibus.
16 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
Una uni conjungitur, et ne spiraculum quidem incedit per eas.
17 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Una alteri adhærebit, et tenentes se nequaquam separabuntur.
18 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
Sternutatio ejus splendor ignis, et oculi ejus ut palpebræ diluculi.
19 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
De ore ejus lampades procedunt, sicut tædæ ignis accensæ.
20 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
De naribus ejus procedit fumus, sicut ollæ succensæ atque ferventis.
21 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
Halitus ejus prunas ardere facit, et flamma de ore ejus egreditur.
22 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
In collo ejus morabitur fortitudo, et faciem ejus præcedit egestas.
23 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
Membra carnium ejus cohærentia sibi: mittet contra eum fulmina, et ad locum alium non ferentur.
24 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Cor ejus indurabitur tamquam lapis, et stringetur quasi malleatoris incus.
25 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
Cum sublatus fuerit, timebunt angeli, et territi purgabuntur.
26 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
Cum apprehenderit eum gladius, subsistere non poterit, neque hasta, neque thorax:
27 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
reputabit enim quasi paleas ferrum, et quasi lignum putridum æs.
28 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
Non fugabit eum vir sagittarius: in stipulam versi sunt ei lapides fundæ.
29 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
Quasi stipulam æstimabit malleum, et deridebit vibrantem hastam.
30 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Sub ipso erunt radii solis, et sternet sibi aurum quasi lutum.
31 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
Fervescere faciet quasi ollam profundum mare, et ponet quasi cum unguenta bulliunt.
32 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
Post eum lucebit semita: æstimabit abyssum quasi senescentem.
33 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Non est super terram potestas quæ comparetur ei, qui factus est ut nullum timeret.
34 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.
Omne sublime videt: ipse est rex super universos filios superbiæ.
