Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
Pepigi foedus cum oculis meis ut ne cogitarem quidem de virgine.
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
Quam enim partem haberet in me Deus desuper, et hereditatem Omnipotens de excelsis?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
Numquid non perditio est iniquo, et alienatio operantibus iniustitiam?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Nonne ipse considerat vias meas, et cunctos gressus meos dinumerat?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
Si ambulavi in vanitate, et festinavit in dolo pes meus:
6 på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
Appendat me in statera iusta, et sciat Deus simplicitatem meam.
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
Si declinavit gressus meus de via, et si secutus est oculus meus cor meum, et si manibus meis adhaesit macula:
8 da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
Seram, et alius comedat: et progenies mea eradicetur.
9 Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
Si deceptum est cor meum super muliere, et si ad ostium amici mei insidiatus sum:
10 så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
Scortum alterius sit uxor mea, et super illam incurventur alii.
11 Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
Hoc enim nefas est, et iniquitas maxima.
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
Ignis est usque ad perditionem devorans, et omnia eradicans genimina.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
Si contempsi subire iudicium cum servo meo, et ancilla mea, cum disceptarent adversum me.
14 hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
Quid enim faciam cum surrexerit ad iudicandum Deus? et cum quaesierit, quid respondebo illi?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
Numquid non in utero fecit me qui et illum operatus est: et formavit me in vulva unus?
16 Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
Si negavi, quod volebant, pauperibus, et oculos viduae expectare feci:
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
Si comedi buccellam meam solus, et non comedit pupillus ex ea:
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
(Quia ab infantia mea crevit mecum miseratio: et de utero matris meae egressa est mecum.)
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
Si despexi pereuntem, eo quod non habuerit indumentum, et absque operimento pauperem:
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
Si non benedixerunt mihi latera eius, et de velleribus ovium mearum calefactus est:
21 Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
Si levavi super pupillum manum meam, etiam cum viderem me in porta superiorem:
22 så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
Humerus meus a iunctura sua cadat, et brachium meum cum suis ossibus confringatur.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
Semper enim quasi tumentes super me fluctus timui Deum, et pondus eius ferre non potui.
24 Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
Si putavi aurum robur meum, et obrizo dixi: Fiducia mea.
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
Si laetatus sum super multis divitiis meis, et quia plurima reperit manus mea.
26 så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
Si vidi solem cum fulgeret, et lunam incedentem clare:
27 og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
Et laetatum est in abscondito cor meum, et osculatus sum manum meam ore meo.
28 også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Quae est iniquitas maxima, et negatio contra Deum altissimum.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
Si gavisus sum ad ruinam eius, qui me oderat, et exultavi quod invenisset eum malum.
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
Non enim dedi ad peccandum guttur meum, ut expeterem maledicens animam eius.
31 Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
Si non dixerunt viri tabernaculi mei: Quis det de carnibus eius ut saturemur?
32 nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
Foris non mansit peregrinus, ostium meum viatori patuit.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
Si abscondi quasi homo peccatum meum, et celavi in sinu meo iniquitatem meam.
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
Si expavi ad multitudinem nimiam, et despectio propinquorum terruit me: et non magis tacui, nec egressus sum ostium.
35 Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Quis mihi tribuat auditorem, ut desiderium meum audiat Omnipotens: et librum scribat ipse qui iudicat.
36 Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Ut in humero meo portem illum, et circumdem illum quasi coronam mihi?
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Per singulos gradus meos pronunciabo illum, et quasi principi offeram eum.
38 Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
Si adversum me terra mea clamat, et cum ipsa sulci eius deflent:
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
Si fructus eius comedi absque pecunia, et animam agricolarum eius afflixi:
40 så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
Pro frumento oriatur mihi tribulus, et pro hordeo spina.
