Job 19
1 Så tog Job til Orde og svarede:
Da tok Job til orde og sa:
2 "Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?
Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
3 I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.
Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
4 Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?
Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
5 Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?
Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
6 Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.
Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
7 Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.
Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
8 Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;
Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
9 han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,
Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
10 brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;
Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
11 hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;
Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
12 samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.
Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
13 Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,
Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
14 mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;
Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
15 mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;
Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
16 ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;
Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
17 ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;
Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
18 selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;
Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
19 Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.
Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
20 Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.
Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
21 Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!
Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
22 Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?
Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
23 Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,
Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
24 med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!
ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
25 Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.
Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
26 Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,
Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
27 hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!
han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
28 Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"
Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
29 så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!
så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
