Apostelenes gerninger 22
1 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"
“Ka champui Isrealngei ki dikna thurchi nin kôm ki ril hih rangâi roi!” a tia.
2 Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:
Hebrew chongin a chong ti an riet lechu an dâirek uol zoia Paul'n a ti banga.
3 "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.
Hanchu Paul'n, “Juda ki ni, Cilicia rama Tarsus khuoa suok ki ni, hannirese Jerusalema Gamaliel minchuna hong seilien ki nia, ei richibulngei anga balam inngartaka lei inchu ki ni. Aviensûn hin nangni ngei angtaka Pathien tienga theidôra inpêk ke lei ni.
4 Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,
Hi Lampui lei jûingei hih that rang dôra lei pûta ku nuom lei lo ngâi ki ni, pasal nupang ku sûra intâng ina lei khum ngâi ki ni.
5 som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede.
Ochai Inlalngei le Roijêkpungei murdi'n ko chong hih adik ti nangni ril thei an tih, an kôm renga Damascus taka Juda champuingei sûrna rang lekha ka mana, masikin ma khuo mingei hah sûra dûkmintonga zingjirûi leh khita Jerusalema hong tuong ranga se ki nia.
6 Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig.
“Hanchu ke sea, Damascus khuo kôl kin phâk le sûnchimripa inningloi rengin invân renga vârin mi juong êla.
7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?
Hanchu nuoia kên leta, chong ki rieta, ‘Sual, Sual ithomo dûk mi ni mintonga?’ a tia.
8 Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.
Keiman, ‘Pumapa Tumo ni ni?’ tiin ke rekela, ama han ko kôm, ‘Keima Nazareth Jisua, dûk ni mintong ngâipu hah ki ni,’ a tia.
9 Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.
Ko kôla miriemngei han vâr chu an mua, hannirese ko kôma chong juong tung hah chu riet mak ngei.
10 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.
Keiman ‘Pumapa imo ko tho rang?’ ki tia, Pumapa han ko kôm ‘Inthoi inla Damascus khuo lût roh, mahan Pathien'n no tho rang ngei murdi nang lei ril atih’ a tia.
11 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus.
Avâr hah avâr rai sikin ki mitngei khom ajînga, masikin ka champuingei han ku kutin min keiruoia Damascus khuoa kin lût zoi.
12 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,
“Ma khopuilien han mi inkhat a riming Ananias, Pathien biek mi le balam lei jûi ngâi a oma, mataka Juda omngei murdi'n an mirit sabaka.
13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund.
Ama hah ko kôm a honga, ko kôla ândinga, Lâibung Saul hong mu thei ta roh, mi tia. Ma zora tak han ko hong muthei nôk zoia, ama hah ko hong ena.
14 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.
Ama han, ei richibulngei Pathien lungdo ngei riet rang le mi diktak tîrlâm hah mua, a chongbâingei riet rangin nang a thang ani.
15 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.
Nu mu le ni riet ngei angtak han mi murdi chunga rietpuipu na la ni rang sikin.
16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn!
Atûn reng, hi hin khoi mo na la ôt bang? Inthoi inla, baptisma chang inla ni sietnangei rusûk minsâina rangin a kôm chubaitho ta roh, a tia.
17 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse
“Jerusalem tieng ki kîr nôka, Biekina Pathien kôm chubai ko tho lâiin inlârnân,
18 og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.
Mahan Pumapa ku mua, ko kôm, ‘Inrangin Jerusalem mâk roh, ku thurchi ni misîr rang, hi muna mingeiin an modôm loi rang sikin’ a tia.
19 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,
Hanchu keiman, ‘Pumapa, synagog murdi ngei lûta nang iempungei lei sûra lei jêm ngâipu hah ki ni tiin min riet let kêng alei ni.
20 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel.
Male no chong rietpuipu Stephan an that zora han khom ko oma, an that rang hah asa lei ti puipu le ama that ngei an puonngei lei dar pepu hah ki ni,’ ki tia.
21 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."
Pumapa'n, ‘Se roh, alataka Jentailngei kôm nang tîr ki tih,’” a tia.
22 Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve.""
Hanchu, ha thurchi ten hah an rangâia, masuole chu rôl inringtakin an inieka minboi pai roi! That roi! a ring rangin chuk mak an tia.
23 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,
Anrêngin an inieka an puonngei an vôka, pildi invân tieng an vôra.
24 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.
Hanchu Rom râlmi ulientakpu han Paul hah rukulpui sûng tieng ruoi rangin chong a pêka, a chunga ma angdôra an hêtsana abi riet theina rangin jêm pumin rekel tit rangin a ti pe ngeia.
25 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?"
Hannirese jêm ranga an khit suole chu, Paul'n a kôma inding râlmi razakhat ruoipu kôm han, “Rom mi adik loina khoite boi hih jêm rangin balam ani mo?” a tipea.
26 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer."
Râlmi razakhat ruoipu han ha chong hah a rietin chu, râlmi ulientak kôm a sea. “Khoimo tho rang nin ti hi? Ma miriem hih Rom mi ke ani” a tipea.
27 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja."
Masuole chu, râlmi ulientakpu hah Paul kôm a sea, “Rom mi ni ni mo, mi ril roh!” tiin a rekela, Paul'n “Ki ni,” a tiin a thuona.
28 Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."
Râlmi ulientakpu han “Kei chu Rom mi changna rang hin sum tamtak ka thâm ok,” a tia, Aniatachu Paul'n kei chu “Rom mi nisai piela juonzir ki ni,” tiin athuona.
29 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham.
Voikhat rengin, Paul kôma chong rekel rang dônpu ngei murdi khom an rot let zoia. Râlmi ulientak ha khom Paul hah Rom mi ani ti a riet lechu asân a chi zoi, moton han Paul ha zingjirûi leh a lei thung zoi sikin.
30 Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.
Hanchu, anangtûka chu râlmi ulien han, Judangei itho sikin mo Paul an nônna riet rang a nuom sikin, a zingjirûi khitna an sût pea, ochaisingei le roijêkpungei murdi lei intûp rangin chong a pêka, masuole chu Paul ha a tuonga an makunga a minding zoi.
