Apostelenes gerninger 22

1 " I Mænd, Brødre og Fædre! hører nu mit forsvar over for eder!"

«Ti eeshuwotsnat tnihotso! eshe and itsh tt'intsiru aani tdek'etuwo tiko k'ewere!»

2 Men da de hørte, at han talte til dem i det hebraiske Sprog, holdt de sig end mere stille. Og han siger:

Ibrayist'i noon keewu keewon b́ keewufere boshishtsok'on iki s'k etbowtsi, P'awloswere b́keewiru keewo b́ need'irawo hank'o bí eti.

3 "Jeg er en jødisk Mand, født i Tarsus i Kilikien, men opfostret i denne Stad, oplært ved Gamaliels Fødder efter vor Fædrenelovs Strenghed og nidkær for Gud, ligesom I alle ere i Dag.

«Taa Kilk'iyitse daatseyiru T'erses kitotse shuwets ayhudiwi taane, tieenmó Iyerusalem Kitmanitsne. Taan danifonuwere Gemalyailiye b́teshi, nih nihwots nemono shengshdek'at danre, hambets it k'aliruwank'o Ik'osh ookorona tfinefoni.

4 Og jeg forfulgte denne Vej indtil Døden, idet jeg lagde både Mænd og Kvinder i Lænker og overgav dem til Fængsler,

Krstni imneti shuuts sha'iryiru jamwotsi k'irosh borfetso t gishfoni, nungushuwotsnat máátsuwotsn tifde'er tipi moots bokindituwok'o twoshfoni.

5 som også Ypperstepræsten vidner med mig og hele Ældsterådet, fra hvem jeg endog fik Breve med til Brødrene i Damaskus og rejste derhen for også at føre dem, som vare der, bundne til Jerusalem, for at de måtte blive straffede.

Manuwere ar b́wottsok'o kahni naashonat eenashuwots taash gawitune. Eshe Demask'on fa'a ashaanotsi tifde'er Iyerusalem maants dewar boon Seziyosh taan falituwo Demask'on fa'a jirwotsoke guut'ets worek'ato tdek'iye boowokne.

6 Men det skete, da jeg var undervejs og nærmede mig til Damaskus, at ved Middag et stærkt Lys fra Himmelen pludseligt omstrålede mig.

«Taa Demask'o maants amfetsat kituk tt'infere aawu taalon t gawuraniyere een shááno darotse t gúratse b́goli.

7 Og jeg faldt til Jorden og hørte en Røst, som sagde til mig: Saul! Saul! hvorfor forfølger du mig?

Manoor dattsats dihi twutsi, ‹Sawulo! Sawulo! eegishe taan ngishiri?› etiru k'aaro tshshi.

8 Men jeg svarede: Hvem er du, Herre? Og han sagde til mig: Jeg er Jesus af Nazareth, som du forfølger.

Taawere ‹Doonzono! kone nee?› t eti, bíwere ‹Taahe nee ngishiruwo Nazrettso Iyesus taane› bí eti.

9 Men de, som vare med mig, så vel Lyset, men hørte ikke hans Røst, som talte til mig.

Taanton beyiru ashuwotswere shaanmani bobek'i bako taan b́keewiyor b́k'aaro shiyatsne.

10 Men jeg sagde: Hvad skal jeg gøre, Herre? Men Herren sagde til mig: Stå op og gå til Damaskus; og der skal der blive talt til dig om alt, hvad der er bestemt, at du skal gøre.

Taawere ‹Doonzono! eeg k'aluta!› t eti. Doonzonuwere ‹Tuur Demask'o maants amee, k'alo neen b́geyit keewu jamo manoke neesh keewetuwe› bí eti.

11 Men da jeg havde mistet Synet ved Glansen af hint Lys, blev jeg ledet ved Hånden af dem, som vare med mig, og kom således ind i Damaskus.

Shanman goltsatse tuutson bek'o tfalrawotse taanton teshts ashuwots tkisho detsdek't taan jishfere Demask'oyi bobetsi.

12 Men en vis Ananias, en Mand, gudfrygtig efter Loven, som havde godt Vidnesbyrd af alle Jøderne, som boede der,

«Manoke Hananiy eteef ash iko fa'e b́teshi, Demask'oyitse beyiru Ayhudi jamwotsoke udetso, Muse nemo kottsonat shayiri ashe b́teshi.

13 kom til mig og stod for mig og sagde: Saul, Broder, se op! Og jeg så op på ham i samme Stund.

Bí waat t ganok need' dek't ‹Tieshu Sawulo! ni'aawo aani be'e!› taash bíeti, manorun tiaawo b́ bek'i, bínowere tbek'i.

14 Men han sagde: Vore Fædres Gud har udvalgt dig til at kende hans Villie og se den retfærdige og høre en Røst af hans Mund.

Bíwere hank'o taash bíeti, ‹Nonihotsko Izar Izeweriye bíettso ndanetuwok'o kááwono be'er b́k'aronowere nshishetwok'o shin shino neen marat'ere,

15 Thi du skal være ham et Vidne for alle Mennesker om de Ting, som du har set og hørt.

Man b́k'aluwere bín bek'aat nshishtsotse ash jami shinatse bísh gawu nwotishe.

16 Og nu, hvorfor tøver du? Stå op, lad dig døbe og dine Synder aftvætte, idet du påkalder hans Navn!

Eshe and eebi nkotiri? tuur b́shútso s'eer gúpeyowe, nmorratsnowere mashowe.›

17 Og det skete, da jeg var kommen tilbage til Jerusalem og bad i Helligdommen, at jeg faldt i Henrykkelse

«Maniyerehakon Iyerusalem maants aanat Ik'i mootse Ik'o tk'onfere tgitsotse t'iwintson bek'o tbek'i.

18 og så ham, idet han sagde til mig: Skynd dig, og gå hastigt ud af Jerusalem, thi de skulle ikke af dig modtage Vidnesbyrd om mig.

Doonzonwere taash be'eyat ‹Nee t jangosh n imet gawo bode'awotse nja'arawo káári Iyerusalemitse kee› bí eti

19 Og jeg sagde: Herre! de vide selv, at jeg fængslede og piskede trindt om i Synagogerne dem, som troede på dig,

Taawere hank'o tieti, ‹Doonzono! Ayhudi Ik' k'oni maa mootse neen amants jamwotsi t tiptsok'onat tjot'tsok'o bo botookon danfnee.

20 og da dit Vidne Stefanus's Blod blev udgydt, stod også jeg hos og havde Behag deri og vogtede på deres Klæder, som sloge ham ihjel.

N gawu teshtso Ist'ifanos úd'ewor taawere ttookon úd'iruwots ganok need'dek'at bonton keewumanats shiyeyatniye tteshi, botaahono tekotfere b́teshi, ›

21 Og han sagde til mig: Drag ud; thi jeg vil sende dig langt bort til Hedninger."

Doonzonuwere ‹Wokooke fa'a Ik' ash Woteraw ashuwotsok neen twoshitwotse tuur amee!› bí eti.»

22 Men de hørte på ham indtil dette Ord, da opløftede de deres Røst og sagde: "Bort fra Jorden med en sådan! thi han bør ikke leve.""

Han b́ borfetsosh ash jamwots P'awlos keewiru keewo bok'ebfere boteshi, maniyre hakon bok'aaro eenshdek't, «Hank'o ashaan datsatse t'afuwe! hank'o ashaan kashon beyo bísh geyiratse!» ett bokuhi.

23 Men da de skrege og reve Klæderne af sig og kastede Støv op i Luften,

Bowere kuhefetst botaho shap'fetst shawono darots bobad'ri.

24 befalede Krigsøversten, at han skulde føres ind i Borgen, og sagde, at man med Hudstrygning skulde forhøre ham, for at han kunde få at vide, af hvad Årsag de således råbte imod ham.

Altsonuwere man b́bek'tsok'on P'awlosi kes' kes'fuwots galots bokindshituwok'o bíazazi, ash ashonwere eegosh hank'o bíats bokúhiruwok'o danosh jod'fetsr aatetuwok'o bíazazi.

25 Men da de havde udstrakt ham for Svøberne, sagde Paulus til den hosstående Høvedsmand: "Er det eder tilladt at hudstryge en romersk Mand, og det uden Dom?"

Ernmó shaak'on tifde'er jot'osh bok'anefere P'awlos b́ganoke need'iru bali naashosh «Rom dats ash iko tafiyalo njot'etuwok'o neesh faletuwá?» bí eti.

26 Men da Høvedsmanden hørte dette, gik han til Krigsøversten og meldte ham det og sagde: "Hvad er det, du et ved at gøre? denne Mand er jo en Romer."

Bali naashonuwere han b́shishtsok'on alirwok amt «Eeg k'alishe? Ashaan Rom datsi ashe!» bí eti.

27 Men Krigsøversten gik hen og sagde til ham: "Sig mig, er du en Romer?" Han sagde: "Ja."

Mansh alirwo P'awlos maants t'int «Ab taash keewwe, nee Rom datsatsi ashneneya?» bíeti, bíwere «Ee taane» bí eti.

28 Og Krigsøversten svarede: "Jeg har købt mig denne Borgerret for en stor Sum," Men Paulus sagde: "Jeg er endog født dertil."

Azazefonuwere «Rom dats ashok'o taaweyosh ay gize tkishi» bíet, P'awloswere «Taayere Rom dats asho woto tdaats shuweyonee» bí eti.

29 Da trak de, som skulde til at forhøre ham, sig straks tilbage fra ham. Og da Krigsøversten fik at vide, at han var en Romer, blev også han bange, fordi han havde bundet ham.

Mansh bín aatosh k'andek't teshts ashuwots manoor bíyatse k'azbowoki, azazirwonuwere Rom dats asho habliyon b́tipo danb́k'rtsok'on shatb́wtsi.

30 Men den næste Dag, da han vilde have noget pålideligt at vide om, hvad han anklagedes for af Jøderne, løste han ham og befalede, at Ypperstepræsterne og hele Rådet skulde komme sammen, og han førte Paulus ned og stillede ham for dem.

Yaatsok'on azaziruwo, ayhudiwots P'awlosi bos'amitso arikon eegosh b́wottsok'o dano b́geyi, mansh kahni naashuwotsnat mooshiruwotsitsi jamwots bokakuweetuwok'o bí azazi, P'awlosnowere bits dek'amt boshinaats bí t'intsi.