< 1 Tessalonikerne 2 >

1 I vide jo selv, Brødre! at vor Indgang hos eder ikke har været forgæves;
For yourselves, brethren, know our entrance to you, that it was not in vain:
2 men skønt vi, som I vide, forud havde lidt og vare blevne mishandlede i Filippi, fik vi Frimodighed i vor Gud til at tale Guds Evangelium til eder under megen Kamp.
But even after we had suffered before, and were shamefully treated, as ye know, at Philippi, we were bold in our God to speak to you the gospel of God with much contention.
3 Thi vor Prædiken skyldes ikke Bedrag, ej heller Urenhed og er ikke forbunden med Svig;
For our exhortation was not from deceit, nor from uncleanness, nor in guile:
4 men ligesom vi af Gud ere fundne værdige til at få Evangeliet betroet, således tale vi, ikke for at behage Mennesker, men Gud, som prøver vore Hjerter.
But as we were allowed by God to be put in trust with the gospel, even so we speak; not as pleasing men, but God, who trieth our hearts.
5 Thi vor Færd var hverken nogen Sinde med smigrende Tale - som I vide - ej heller var den et Skalkeskjul for Havesyge - Gud er Vidne;
For neither at any time used we flattering words, as ye know, nor a cloke of covetousness; God is witness:
6 ikke heller søgte vi Ære af Mennesker, hverken af eder eller af andre, skønt vi som Kristi Apostle nok kunde have været eder til Byrde.
Nor from men sought we glory, neither from you, nor yet from others, when we might have been burdensome, as the apostles of Christ.
7 Men vi færdedes med Mildhed iblandt eder. Som når en Moder ammer sine egne Børn,
But we were gentle among you, even as a nurse cherisheth her children:
8 således fandt vi, af inderlig Kærlighed til eder, en Glæde i at dele med eder ikke alene Guds Evangelium, men også vort eget Liv, fordi I vare blevne os elskelige.
So being affectionately desirous of you, we were willing to have imparted to you, not the gospel of God only, but also our own souls, because ye were dear to us.
9 I erindre jo, Brødre! vor Møje og Anstrengelse; arbejdende Nat og Dag, for ikke at være nogen af eder til Byrde, prædikede vi Guds Evangelium for eder.
For ye remember, brethren, our labour and toil: for labouring night and day, because we would not be chargeable to any of you, we preached to you the gospel of God.
10 I ere Vidner, og Gud, hvor fromt og retfærdigt og ulasteligt vi færdedes iblandt eder, som tro;
Ye are witnesses, and God also, how devoutly and justly and unblameably we behaved ourselves among you that believe:
11 ligesom I vide, hvorledes vi formanede og opmuntrede hver enkelt af eder som en Fader sine Børn
As ye know how we exhorted and encouraged and charged each one of you, as a father doth his children,
12 og besvore eder, at I skulde vandre Gud værdigt, ham, som kaldte eder til sit Rige og sin Herlighed.
That ye would walk worthy of God, who hath called you into his kingdom and glory.
13 Og derfor takke også vi Gud uafladelig, fordi, da I modtoge Guds Ord, som I hørte af os, toge I ikke imod det som Menneskers Ord, men som Guds Ord (hvad det sandelig er), hvilket også viser sig virksomt i eder, som tro.
For this cause also we thank God without ceasing, because, when ye received the word of God which ye heard from us, ye received it not as the word of men, but as it is in truth, the word of God, which effectually worketh also in you that believe.
14 Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne,
For ye, brethren, became followers of the churches of God which in Judaea are in Christ Jesus: for ye also have suffered like things from your own countrymen, even as they have from the Jews:
15 der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod,
Who both killed the Lord Jesus, and their own prophets, and have persecuted us; and they please not God, and are contrary to all men:
16 idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud.
Forbidding us to speak to the Gentiles that they may be saved, to fill up their sins always: for the wrath is come upon them to the uttermost.
17 Men vi, Brødre! som en stakket Tid have været skilte fra eder i det ydre, ikke i Hjertet, vi have gjort os des mere Flid for at få eders Ansigt at se, under megen Længsel,
But we, brethren, being taken from you for a short time in presence, not in heart, endeavoured the more abundantly to see your face with great desire.
18 efterdi vi have haft i Sinde at komme til eder, jeg, Paulus, både een og to Gange, og Satan har hindret os deri.
Therefore we would have come to you, even I Paul, once and again; but Satan hindered us.
19 Thi hvem er vort Håb eller vor Glæde eller vor Hæderskrans, når ikke også I ere det for vor Herre Jesus Kristus i hans Tilkommelse?
For what is our hope, or joy, or crown of rejoicing? Are not even ye in the presence of our Lord Jesus Christ at his coming?
20 I ere jo vor Ære og Glæde.
For ye are our glory and joy.

< 1 Tessalonikerne 2 >