Salme 78
1 En Maskil af Asaf. Lyt, mit Folk, til min Lære, bøj eders Øre til Ord fra min Mund;
En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!
2 jeg vil aabne min Mund med Billedtale, fremsætte Gaader fra fordums Tid,
Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENS Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, staa frem og fortælle deres Børn derom,
forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn
7 saa de slaar deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud
8 ej slægter Fædrene paa, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Aand var utro mod Gud
og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.
9 — Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted paa Stridens Dag —
Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten paa Zoans Mark;
For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.
13 han kløved Havet og førte dem over, lod Vandet staa som en Vold;
Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.
19 de talte mod Gud og sagde: »Kan Gud dække Bord i en Ørken?
Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?
20 Se, Klippen slog han, saa Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han ogsaa kan give Brød og skaffe Kød til sit Folk?«
Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede paa hans Frelse.
fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre aabne
Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.
24 og Manna regne paa dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.
26 Han rejste Østenvinden paa Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.
27 Kød lod han regne paa dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønsked, lod han dem faa.
Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.
30 Men før deres Attraa var stillet, mens Maden var i deres Mund,
De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej paa hans Undere.
Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres Aar.
Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.
34 Naar han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang paa Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!
41 De fristede atter Gud, de krænkede Israels Hellige;
Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.
42 hans Haand kom de ikke i Hu, den Dag han friede dem fra Fjenden,
De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere paa Zoans Mark,
han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.
44 forvandled deres Floder til Blod, saa de ej kunde drikke af Strømmene,
Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.
45 sendte Myg imod dem, som aad dem, og Frøer, som lagde dem øde,
Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.
50 frit Løb gav han sin Vrede, skaaned dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, leded dem som Kvæg i Ørkenen,
Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.
53 leded dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.
58 de krænked ham med deres Offerhøje, ægged ham med deres Gudebilleder.
Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.
59 Det hørte Gud og blev vred, følte højlig Lede ved Israel;
Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehaand,
Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred paa sin Arvelod;
Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.
63 Ild fortæred dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.
65 Da vaagned Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.
66 han slog sine Fjender paa Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.
69 han bygged sit Tempel himmelhøjt, grundfæsted det evigt som Jorden.
Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarenes Folde,
Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Haand.
Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.
