Salme 42

1 Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

Katoeng kruek zaehoikung hanah, Korah caanawk ih Maskil. Tasuk mah tui anghaeh baktih toengah, Aw Sithaw, ka pakhra mah nang to tui ah anghaeh.

2 Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

Ka hinghaih mah Sithaw, kahing Sithaw to tui baktiah anghaeh: natuek naah maw kang zoh moe, Sithaw hmaa ah kam tueng han?

3 Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

Minawk mah, Na Sithaw loe naah maw oh? tiah ang naa o tuektuek pongah, khoving khodai mikkhraetui hae buh baktiah ka caak.

4 Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

Hae hmuennawk ka poek naah, ka hinghaih patangkhang: kai loe pop parai kaminawk hoi nawnto anghoehaih hoi saphawhaih laa sak hanah, Sithaw ih im ah ka caeh; pop parai poihkung caeh kaminawk hoi nawnto ka caeh o.

5 Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

Aw ka hinghaih, tipongah na ngam sut loe? Tipongah ka thungah dawnraihaih hoiah na oh loe? Angraeng to oep ah: kai pahlongkung, ka bok ih Sithaw tahmenhaih to ka saphaw han vop.

6 Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Ka hinghaih loe ka palung thungah angam sut boeh pongah, Jordan prae, Hermon mae, Mizar mae hoiah nang to kang panoek poe han.

7 Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

Nang ih tacangtui hoi kangphui tuikennawk loe maeto hoi maeto ang kawk o moe, kai ang uem o zup boeh.

8 Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

Toe khodai naah Angraeng mah a tahmenhaih lok to paek moe, khoving ah angmah ih laa to kai han ang paek pongah, ka hinghaih Sithaw khaeah lawkthuihaih hoiah ka oh.

9 Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

Ka Sithaw lungsong khaeah, Tipongah nang pahnet ving loe? Tipongah ka misa mah ang pacaekthlaek moe, palungsethaih hoiah ka oh loe? tiah ka naa.

10 Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

Ka misanawk mah, Na Sithaw loe naah naw oh? tiah vaihi hoi vaihi ang dueng o pongah, ka huhnawk angkhaeh moe, kai kasae ang thuih o boeh.

11 Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

Aw ka hinghaih, tipongah na ngam sut loe? Tipongah ka palung thungah dawnraihaih hoiah na oh loe? Sithaw to oep ah: kai pahlongkung, ka bok ih Sithaw hoihhaih to ka saphaw han vop.