Salme 35

1 Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

Davidov. Optuži, Jahve, tužitelje moje i napadni one koji mene napadaju!

2 grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

Stavi oklop, uzmi štit svoj i ustani meni u pomoć!

3 tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«

Zavitlaj kopljem i presretni progonitelje moje, reci mojoj duši: “Ja sam tvoje spasenje.”

4 Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Nek' se smetu i postide koji život moj traže, nek' uzmaknu i nek' se posrame koji mi propast snuju!

5 de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,

Nek' budu k'o pljeva na vjetru kad ih Anđeo Jahvin potjera!

6 deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!

Mračni i skliski bili im putovi kad ih Anđeo Jahvin bude gonio!

7 Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Bez razloga napeše mi mrežu, bez razloga grob duši mojoj iskopaše.

8 Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

Propast će ih stići iznenada, u mrežu koju napeše sami će se uhvatiti, past će u jamu što je iskopaše!

9 Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

A moja će duše klicati u Jahvi, radovat će se u spasenju njegovu.

10 alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«

Sve će kosti moje govoriti: Tko je, Jahve, poput tebe koji ubogog spasavaš od silnika, jadnika i siromaha od pljačkaša?

11 Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Ustadoše svjedoci opaki: pitaju me za ono što ne znam.

12 de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Vraćaju mi zlo za dobro, duša moja zapada u osamu.

13 Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

U bolesti njihovoj nosio sam kostrijet, dušu svoju postom morio, i molitva mi se u krilo vraćala.

14 som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Kao za prijateljem, za bratom - obilažah tužan; od žalosti se pogurih kao onaj što za majkom žali.

15 Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;

A sada kad posrnuh ja, oni se raduju, skupiše se protiv mene da udare iznenada, i bez prestanka oni me razdiru.

16 for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.

Ruglom na ruglo iskušavaju me i zubima škripaju na mene.

17 Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

O Jahve, dokle ćeš gledati? Istrgni mi dušu nasrtajima njihovim, otmi lavovima jedino dobro moje!

18 Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

Zahvalit ću ti u velikom zboru, slavit ću te među pukom brojnim.

19 Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Nek' se ne raduju nada mnom dušmani nepravedni, nek' ne namiguju očima oni koji me nizašto mrze!

20 Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;

Jer oni ne misle o miru, već spletke snuju protiv mirnih u zemlji.

21 de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«

Razvaljuju svoja usta na me i govore: “Ha, ha, vidjesmo očima svojim!”

22 Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

Ti sve vidiš, o Jahve! Nemoj šutjeti! Gospode, od mene se ne udaljuj!

23 rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

Preni se, ustani da me obraniš, Bože moj, Gospode, vodi parnicu moju!

24 døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Po svojoj me pravdi sudi, Jahve, Bože moj, nek' se ne raduju nada mnom!

25 Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«

Nek' ne misle u srcu: “Ispunila nam se želja!” Nek' ne reknu: “Progutali smo ga!”

26 Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Nek' se postide i posrame svi zajedno koji se nesreći mojoj raduju! Nek' se odjenu stidom i sramotom oni koji se podižu na me!

27 Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«

Nek' radosno kliču kojima je pravo moje na srcu i nek' svagda govore: “Velik je Jahve! Milo mu je spasenje sluge njegova!”

28 Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

A moj će jezik kazivati pravdu tvoju i hvalu tebi navijeke.