Salme 22
1 Til Sangmesteren. Efter »Morgenrødens Hind«. En Salme af David.
[Mincang ah sayuk rhuinu taengah aka mawt ham David kah Tingtoenglung] Ka Pathen, ka Pathen, ba ham lae kai nan hnoo sut tih kai kah khangnah, ka kawknah ol neh nan lakhla tak?
2 Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.
Aw ka Pathen khothaih ah ka pang dae nan doo pawt tih khoyin ah khaw ka duemnah om pawh.
3 Min Gud, jeg raaber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.
Tedae nang tah Israel kah koehnah dongah a cim la na ngol coeng.
4 Og dog er du den hellige, som troner paa Israels Lovsange.
A pa rhoek loh nang dongah pangtung uh. A pangtung uh dongah amih te na hlawt.
5 Paa dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;
Nang taengah pang uh tih a poeng a hal uh coeng. Nang dongah pangtung uh tih yak uh pawh.
6 de raabte til dig og frelstes, forlod sig paa dig og blev ikke til Skamme.
Tedae kai he talam ni, hlang moenih. Hlang kah kokhahnah neh pilnam kah a hnaep hlang ni.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;
Kai aka hmu boeih loh, kai taengah a hmui te a saibaeh uh phoeiah lu a hinghuen uh tih,
8 alle, der ser mig, haaner mig, vrænger Mund og ryster paa Hovedet:
“BOEIPA dongah a hmae dongah BOEIPA amah dongah hangdang saeh anih te hlawt saeh lamtah huul saeh,” tila n'tamdaeng uh.
9 »Han har væltet sin Sag paa HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.«
Tedae namah loh bung khui lamkah kai nan poh tih, a nu kah rhangsuk dongah kai nan pangtung sak.
10 Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;
Bung khui lamkah ka om paek vaengah nang dongah ka voei uh. A nu bung khui lamkah mah nang he kai kah Pathen ni.
11 paa dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.
Citcai loh ha yoei tih aka bom khaw a om pawt dongah kai taeng lamkah n'lakhla tak boeh.
12 Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!
Kai he vaitotal rhoek loh muep m'vael uh tih Bashan vaito aka lueng rhoek loh kai n'dum uh.
13 Stærke Tyre staar omkring mig, Basans vældige omringer mig,
Sa aka nget tih aka kawk sathueng bangla kai taengah a ka a ang uh.
14 spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.
Tui bangla n'hawk uh tih ka rhuh khaw boeih phit coeng. Ka lungbuei he khoirhat bangla om tih ka ko khui ah paci coeng.
15 Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet paa mig;
Ka thadueng he paikaek bangla rhae tih, ka lai khaw ka dang la kap coeng. Te dongah dueknah laipi khuila kai nan tloeng.
16 min Gane er tør som et Potteskaar, til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.
Ui rhoek loh kai n'hil uh tih, thaehuet hlangboel loh kai m'vael. Ka kut ka kho han toeh uh.
17 Thi Hunde staar omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,
Ka rhuh boeih ka tae thai. Amih loh kai he m'paelki uh tih m'hmuh uh.
18 jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de paa mig.
Ka himbai te amamih tael uh thae tih kai kah pueinak ham hmulung a naan uh.
19 Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.
Tedae BOEIPA nang loh n'lakhla tak boeh. Ka thayung aw kai bomnah ham ha tawn uh laeh.
20 Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!
Ka hinglu he cunghang lamkah, ka oingaih cangloeng te ui kut lamkah han huul lah.
21 Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!
Sathueng ka lamkah kai n'khang lamtah cung ki dong lamkah kai he n'doo lah.
22 Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.
Ka manuca taengah na ming ka doek vetih namah te hlangping lakli ah kan thangthen eh.
23 Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:
BOEIPA aka rhih rhoek loh amah te thangthen uh. Jakob kah tiingan boeih loh amah te oep uh lamtah Israel tiingan boeih loh amah taengah bakuep uh.
24 »I, som frygter HERREN, pris ham, ær ham; al Jakobs Æt, bæv for ham, al Israels Æt!
Mangdaeng te hnaep pawt tih citcai khaw tuei pawh. A maelhmai te anih taeng lamloh thuh pawt tih, amah taengla a pang vaengah a yaak pah.
25 Thi han foragtede ikke, forsmaaede ikke den armes Raab, skjulte ikke sit Aasyn for ham, men hørte, da han raabte til ham!«
Nang lamloh hlangping pasae taengah koehnah ka khueh vetih BOEIPA aka rhih rhoek taengah ka olcaeng ka thuung ni.
26 Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;
Kodo buh a caak uh vetih hah uh ni. Amah aka toem rhoek loh BOEIPA a thangthen uh ni. Nangmih kah thinko te a yoeyah la hing ni.
27 de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!
Kho bawt kho le boeih loh a poek uh vaengah BOEIPA taengla ha bal uh vetih namtom huiko boeih loh namah hmai ah bakop uh bitni.
28 Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Aasyn;
Mangpa neh namtom taemrhai he BOEIPA hut ni.
29 thi HERRENS er Riget, han er Folkenes Hersker.
Diklai kuirhang boeih loh a caak uh vetih anih hmai ah bakop uh ni. Laipi la aka suntla neh a hinglu aka hing pawt boeih khaw cungkueng uh ni.
30 De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Aasyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.
A tii a ngan loh amah taengah tho a thueng uh vetih, thawnpuei taengah Boeipa kawng a doek ni.
31 Ham skal Efterkommerne tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer; de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.
Pilnam la saii ham a cun taengla halo uh vetih BOEIPA kah duengnah te a doek uh ni.
