Ordsprogene 16
1 Hjertets Raad er Menneskets sag. Tungens Svar er fra HERREN.
Kami mah a poekhaih hoiah khokhan, toe lok pathimhaih loe Angraeng khae hoiah ni angzoh.
2 En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Aander.
Kami mah loe a caehhaih loklam to katoeng boih ah poek; toe Angraeng mah loe palungthin to khingh.
3 Vælt dine Gerninger paa HERREN, saa skal dine Planer lykkes.
Na sak ih hmuen kruekah Angraeng khaeah amha ah; to tih nahaeloe nam sakhaih hmacawn tih.
4 Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse ogsaa for Ulykkens Dag.
Angraeng mah hmuennawk boih angmah hanah ni sak; ue, kasae kaminawk loe sethaih ani to tong hanah ohsak.
5 Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.
Amoek kaminawk loe Sithaw mah panuet; nihcae loe nawnto amhong o cadoeh, danpaekhaih to loih o mak ai.
6 Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENS Frygt undviger man ondt.
Palungnathaih hoi loktang mah zaehaih to ciimsak; Sithaw zii kami loe zaehaih to caeh taak.
7 Naar HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.
Kami mah Angraeng anghoe koiah khosak naah, a misa hoiah mataeng doeh angdaeh thaih.
8 Bedre er lidet med Retfærd end megen Vinding med Uret.
Katoeng ai loklam hoiah hmuenmae pop ah hak pongah loe, toenghaih hoiah hmuenmae zetta hak to hoih kue.
9 Menneskets Hjerte udtænker hans Vej, men HERREN styrer hans Fjed.
Kami mah a caehhaih loklam to poek; toe a caehhaih loklam to Angraeng mah patuek.
10 Der er Gudsdom paa Kongens Læber, ej fejler hans Mund, naar han dømmer.
Sithaw mah thuih ih lok to siangpahrang ih pakha ah oh; anih ih pakha hoiah katoeng ai lok to tacawt han om ai.
11 Ret Bismer og Vægtskaal er HERRENS, hans Værk er alle Posens Lodder.
Katoeng hmuenzit tahhaih hoi coi tahhaih loe Angraeng ih hmuen ah oh; pasah thung ih kazit hmuen tahhaih boih loe anih mah sak ih hmuen ah oh.
12 Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.
Angraeng tangkhang loe toenghaih hoiah sak pongah, kahoih ai hmuen sakhaih loe siangpahrangnawk hanah panuet thoh.
13 Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.
Katoeng kami ih pahni to siangpahrangnawk mah anghoe o haih; loktang lokthui kami to palung o.
14 Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.
Siangpahrang palungphuihaih loe duekhaih laicaeh baktiah oh; toe palungha kami loe palungphuihaih to dipsak.
15 I Kongens Aasyns Lys er der Liv, som Vaarregnens Sky er hans Yndest.
Siangpahrang mikhmai pan naah hinghaih to oh; anih anghoehaih loe hnukkhuem ih khotui baktiah oh.
16 At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.
Sui pongah loe palunghahaih to hoih kue; sumkanglung qoih pongah loe palunghahaih qoih to kawkruk maw hoih!
17 De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter paa sin Vej.
Kahoih ai hmuen caehtaakhaih loe katoeng kami ih loklam ah oh; a caehhaih loklam hoi amkhraeng ai kami loe a hinghaih angvaeng thaih kami ah oh.
18 Hovmod gaar forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
Amoekhaih loe amrohaih ih loklam ni; poeksanghaih mah amtimhaih loklam ah caeh haih.
19 Hellere sagtmodig med ydmyge end dele Bytte med stolte.
Kamoek kami hoi angkom moe, a lomh ih hmuen to amzet pongah loe, palungsawk kami hoi angkom moe, kami tlim ah khosak to hoih kue.
20 Vel gaar det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler paa HERREN.
Palunghahaih hoi toksah kami loe khosak hoih tih; Angraeng oephaih tawn kami loe tahamhoih.
21 Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.
Poekhaih palungha kami loe khopoek thaih kami ah oh; kahoih lokthui thaih pahni loe minawk han palunghahaih lok to patuk thaih.
22 Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Daarskab er Daarers Tugt.
Palunghahaih tawn kami loe hinghaih tuipuek ah oh; toe kamthu thuitaekhaih lok loe amthuhaih ah ni oh.
23 Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, paa Læberne lægger det øget Viden.
Palungha ih palungthin loe angmah ih pakha to thuitaek moe, a pahni ah palunghahaih to thap pae.
24 Hulde Ord er som flydende Honning, søde for Sjælen og sunde for Legemet.
Tahngai kahoih loknawk loe khoitui baktiah oh; na hinghaih pakhra hanah luep moe, huhong to ngantuisak.
25 Mangen Vej synes Manden ret, og saa er dens Ende dog Dødens Veje.
Kami maeto hanah loe katoeng loklam maeto baktiah amtueng; toe boenghaih ah loe duekhaih loklam ah oh.
26 En Arbejders Hunger arbejder for ham, thi Mundens Krav driver paa ham.
Toksah kami loe, angmah ih pakha pacah han ih ni tok to a sak.
27 En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild paa hans Læber.
Sithaw panoek ai kami loe kahoih ai hmuen to poek, a thuih ih lok doeh kangqong hmai baktiah ni oh.
28 Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.
Poektoeng ai kami loe angzoehhaih atii to a haeh; pronghaih mah ampui kangzong to ampraeksak.
29 Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.
Poeksae kami loe a imtaeng kami to pacuek moe, kahoih ai loklam to pazuisak.
30 Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.
Kahoih ai kami loe kasae hmuen sak hanah, a mik to pasimh moe, kahoih ai hmuen angcoengsak hanah, pahni to haehsak.
31 Graa Haar er en dejlig Krone, den vindes paa Retfærds Vej.
Toenghaih loklam ah khosak pongah sam to pok nahaeloe, lensawkhaih lumuek ah ni oh.
32 Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.
Palungsawk kami loe thacak kami pongah hoih kue; poekhaih angsum thaih kami loe vangpui pazawk kami pongah hoih kue.
33 I Brystfolden rystes Loddet, det falder, som HERREN vil.
Taham khethaih phoisa vahhaih hoiah sak ih lok takroekhaih loe aimacae mah ni sak o; toe hmuen boih nuiah lok takroekkung loe Angraeng ni.
