Job 9
1 Saa tog Job til Orde og svarede:
Aa hoe ty natoi’ Iobe:
2 Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
Toe apotako ty hatò izay: fe aia te ho to añatrefan’ Añahare ondatio?
3 Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
Naho teo ty nipay hifandietse ama’e, tsy ho toiñe’e indraik’ ami’ty arivo.
4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
Mahihitse añ’Arofo, fatratse an-kaozarañe, ia ty nanjehatse ama’e tsy aman-joy?
5 Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
Aveve’e o vohitseo, tsy apota’ iareo te avali-hoho’e an-kaviñerañe.
6 ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
Akofikofi’e tsy an-toe’e ty tane toy, le mitroetroe o faha’eo;
7 han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
Lilie’e tsy hanjirike i àndroy, agobo’e o vasiañeo;
8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
Ie avao ty namelatse o likerañeo, naho mandialia o onjan-driakeo;
9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
Ie ty nañoreñe i Arktorose naho i Telo-milahatsey, i Bode naho i Koto-kede atimoy.
10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
Ie i manao halatsàñe tsy onim-biribiriy, raha tsitantane tsy taka-voliliy.
11 Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
Ie miary amako, tsy ho treako: Naho ihelaña’e tsy ho rendreko.
12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
Ie mandrirotse, ia ty hisebañe. Hanoa’ ia ty hoe, Ino o anoe’oo?
13 Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
Tsy hampolin’ Añahare ty haviñera’e; mitsolofìñe ama’e ka o mpañimba’ i Rahabeo.
14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
Akore arè ty hahatoiñako aze, ty hijoboñe o volañe hitaroñakoo;
15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
Ndra te to i ahikoy, tsy ho nahatoiñe; ho nihalalieko tretre i Mpizakakoy.
16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
Naho nikanjy iraho vaho nanoiñe ahiko re, tsy ho niantofako te nihaoñe’e ty feoko.
17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
Vinonotrobo’e an-tio-bey iraho, indrae’e tsy amam-poto’e o ferekoo.
18 ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
Tsy hapo’e hikofòke iraho, te mone atsafe’e afero;
19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
Ty amo haozarañeo, Inao! Ie ty Maozatse! Le ty hatò: Ia ty hifamotoañe ama’e?
20 Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
Naho naniom-batan-draho, ho nanisý ahy ty vavako; ndra t’ie tsy an-kila, ho tsarae’e te mengoke.
21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
Malio tahin-draho, tsy haoñe’ ty troko, ho farieko ty fiaiko;
22 Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
Toe raike iaby avao: aa hoe iraho: Songa rotsahe’e ty mahity naho ty lo-tsereke.
23 Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
Naho manjamañe aniany ty angorosy, le kizahe’e ty famoeañ’ay o vañoñeo.
24 Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
Ie atolots’an-taña’ o lo-tserekeo ty tane, le takone’e ty lahara’ o mpizakao; aa naho tsy ie, le ia ka?
25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
Masìka te amo mpanao tsikiaviavio o androkoo, mihelañe tsy ahaisahan-kasoa.
26 gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
Mitsiritsioke hoe lakam-bezo, hoe tsimalaho mañao-tsindroke.
27 Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
Aa naho nanao ty hoe iraho, handikofako i halalikoy, hapoko ty tareheko lonjetse toy, vaho hisomilake;
28 maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
Ihembañako o fanaintaiñakoo, apotako t’ie tsy ho haha’o;
29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
Aa kanao atao lo-tsereke iraho; ino ty ifanehafako tsy vente’e?
30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
Naho miandro an-dranom-panala, naho kotriñeko an-tsokay o tañakoo;
31 du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
Mbe hagodo’o an-davak’ ao, vaho halaim-bintañe ahy o sikikoo.
32 Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
Toe tsy ondaty manahak’ ahy re hahatoiñako, t’ie hifañatrek’ an-jaka.
33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
Tsy amam-pañalañalañe ty añivo’ay ao, ze mete ho nanazok’ anay roroe.
34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
Ehe te hasita’e amako i kobai’ey, vaho tsy hampangebahebak’ ahy i fañeveñañe ama’ey;
35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
Le ho nivolan-draho, vaho tsy ho nianifañe ama’e; fa toe tsy Izay ty an-troko ao.
