Job 31
1 Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
“Naʻa ku fai ʻae fuakava mo hoku mata; pea ka kuo pehē, ko e hā te u siofia ai ha taʻahine?
2 hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
He ko e hā ʻae ʻinasi mei he ʻOtua ʻi ʻolunga? Pea mo e tufakanga mei he Māfimafi ʻi ʻolunga?
3 Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
ʻIkai ʻoku ʻi he kau angahala ʻae malaʻia? Mo e fakaʻauha foʻou ki he kau fai kovi?
4 Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
ʻIkai ʻoku ne ʻiloʻi hoku ngaahi hala, pea lau ʻeku ngaahi laka kotoa pē?
5 Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
“He kapau naʻaku ʻalu ʻi he loi, pea kapau teu veʻe vave ki he kākā;
6 paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
Tuku ke fakamamafa au ʻi he meʻa fakatatau totonu, koeʻuhi ke ʻilo ʻe he ʻOtua ʻa ʻeku angatonu.
7 er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
He kapau naʻaku laka hē mei he hala, pea muimui hoku loto ki hoku mata, pe piki ha ʻuli ki hoku nima;
8 da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
Tuku ai ke u tūtuuʻi kae kai ʻe ha taha kehe; ʻio, ke taʻaki fuʻu hake ʻa hoku taʻu.
9 Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
“Kapau naʻe kākaaʻi ʻa hoku loto ʻe ha fefine, pe te u toitoi ʻi he matapā ʻo hoku kaungāʻapi;
10 saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
Pea tuku ke momosi ʻa hoku uaifi mo ha taha, pea mapelu ki ai ha niʻihi kehe.
11 Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
He ko e hia matea ia, ʻio, ko e angahala ke tautea ʻe he kau fakamaau.
12 ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
He ko e afi ia ʻoku ne kai ʻo aʻu ki he fakaʻauha, pea ʻe ʻosiʻosingamālie ai ʻeku koloa.
13 Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
“Kapau naʻaku lumaʻi ʻae meʻa ʻa ʻeku tamaioʻeiki pe ko ʻeku kaunanga, ʻi he ʻena fai mo au.
14 hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
Ko e hā ai te u fai ʻoka tuʻu hake ʻae ʻOtua? Pea ʻoka ʻaʻahi ʻe ia, ko e hā te u tali ʻaki ia?
15 Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
He ʻikai naʻe ngaohi ia ʻe ia naʻa ne ngaohi au ʻi he manāva? Pea ʻikai naʻe fakatupu ʻakimaua ʻosi pe ʻi he manāva ʻe he tokotaha?
16 Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
“Kapau ne u taʻofi ʻae masiva mei heʻenau holi, pe fai ke vaivai ʻae mata ʻoe fefine kuo mate hono husepāniti;
17 var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
Pea kuo u kai vale haʻaku meʻa siʻi, ʻo ʻikai te ma kai ia mo e tamai mate;
18 nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
(He ʻoku talu ʻeku lahi hake mo ʻene ʻiate au, ʻo hangē ko haʻane tamai, pea talu ʻeku haʻu mei he manāva ʻo ʻeku faʻē mo ʻeku fakahinohino ia; )
19 Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
Kapau kuo u mamata ki ha taha ʻoku mate koeʻuhi ko e telefua, pe ha masiva taʻehakofu;
20 visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
Kapau naʻe ʻikai tāpuaki au ʻe hono noʻotanga vala, pea ʻikai māfana ia ʻi he fulufulu ʻo ʻeku fanga sipi;
21 Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
Kapau kuo u hiki hoku nima ki he tamai mate, ʻi heʻeku ʻilo ʻoku ou mālohi ʻi he matapā:
22 saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
ʻOfa ke homo hoku uma mei hoku hui fohe, pea fesiʻi hoku nima ʻi he hokotanga hui.
23 Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
He ko e fakaʻauha mei he ʻOtua ko e meʻa fakailifia kiate au, pea ko e meʻa ʻi heʻene ngeia naʻe ʻikai te u faʻa kātakiʻi.
24 Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
“He kapau naʻaku ʻamanaki ki he koula, pe te u pehē ki he koula lelei, ‘Ko hoku falalaʻanga koe;’
25 var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
Kapau naʻaku fiefia ʻi he tupu ʻo lahi ʻeku koloa, pea koeʻuhi kuo maʻu lahi ʻe hoku nima;
26 saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
Kapau naʻaku siofia ʻae laʻā ʻi heʻene ulo, pe ko e māhina ʻoku hāʻele ʻi he ngingila;
27 og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
Pea kuo fasiaʻi fufū pe hoku loto, pe ʻuma hoku ngutu ki hoku nima:
28 ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
Ko e angahala foki ia ke fakamaauʻi he ka ne pehē, ko ʻeku liʻaki ia ʻae ʻOtua ʻoku ʻi ʻolunga.
29 Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
He kapau naʻaku fiefia ʻi he ʻauha ʻo ia naʻe fehiʻa kiate au, pe te u angahiki ki ai ʻoka moʻua ia ʻe he kovi:
30 nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
Ka naʻe ʻikai te u tuku ke angahala ai ʻa hoku ngutu, ʻi he fakaʻamu ke tō ha malaʻia ki hono laumālie.
31 Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
ʻIkai ʻoku faʻa pehē ʻe heʻeku kau nofoʻanga, Naʻe holi ʻe hai ki haʻane meʻakai pea ʻikai mākona ai?
32 nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
Naʻe ʻikai mohe ʻae muli ʻi he hala: ka ne u fakaava hoku matapā ke talia ʻae fononga.
33 Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
He naʻaku fufū koā ʻeku angahala ʻo hangē ko ʻAtama, ʻo fakalilolilo ʻeku hia ʻi hoku fatafata?
34 af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
Pea te u manavahē ki he fuʻu tokolahi? Pe fakailifiaʻi au ʻe he manuki ʻae ngaahi fānau, ke u longo ai, ʻo taʻehū atu ʻi he matapā?
35 Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
Taumaiā kuo ʻi ai ha tokotaha ʻe fie fanongo kiate au! Vakai, ko hoku loto ke talia au ʻe he Māfimafi, pea ke fai ha tohi ʻe hoku fili.
36 Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
Ko e moʻoni te u hili ia ki hoku uma, ʻo nonoʻo ia kiate au ʻo hangē ha pale.
37 svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
Te u ʻaʻau atu kiate ia ʻae lau ʻo ʻeku ngaahi laka; te u ʻalu atu ʻo hangē ha ʻeiki ke ofi kiate ia.
38 Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
He kapau kuo tangi ʻe hoku fonua kiate au, pe lāunga ʻa hono ngaahi keliʻanga;
39 har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
Pea kapau kuo u kai taʻetotongi ʻa hono ngaahi fua, pe te u fakamamahiʻi ʻae laumālie ʻokinautolu naʻe tauhi ki ai:
40 saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
ʻOfa ke tupu ai ʻae talatalaʻāmoa ko e fetongi ʻoe uite, mo e ʻakau taʻeʻaonga ko e fetongi ʻoe paʻale.” Kuo ngata ʻae fakamatala ʻa Siope.
