Job 3
1 Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
Oluvannyuma lw’ebyo, Yobu n’ayasamya akamwa ke n’akolimira olunaku kwe yazaalirwa.
2 og Job tog til Orde og sagde:
N’agamba nti,
3 Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
“Olunaku kwe nazaalirwa luzikirire, n’ekiro lwe kyalangirirwa nti omwana mulenzi.
4 Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
Olunaku olwo lubuutikirwe ekizikiza, omusana guleme okulwakako, Katonda aleme okulufaako.
5 Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
Ekizikiza n’ekisiikirize eky’okufa birujjule, ekire kirutuuleko, ekizikiza kikankanye ekitangaala kyalwo.
6 Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
Ekizikiza ekikutte be zigizigi kirunyage, luleme okubalirwa awamu n’ennaku eziri mu mwaka, wadde okuyingizibwa mu ezo eziri mu mwezi.
7 Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
Yee, lubeere lugumba, waleme okuba eddoboozi lyonna ery’essanyu eririwulirwako.
8 De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
Abo abakolimira ennyanja n’ennaku balukolimire, n’abo abamanyi okuzuukusa agasolo galukwata mu nnyanja, balukolimire.
9 dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
Emmunyeenye ez’omu matulutulu gaalwo zibe ekizikiza, lulindirire ekitangaala kirubulwe, luleme okulaba ebikowe by’oku nkya.
10 fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
Kubanga terwaggala nzigi za lubuto lwa mmange, nneme okulaba obuyinike.
11 Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
“Lwaki saafa nga nzalibwa, oba ne nfa nga nva mu lubuto lwa mmange?
12 Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
Lwaki amaviivi ganzikiriza okugatuulako era n’amabeere okugayonka?
13 Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
Kaakano nandibadde ngalamidde nga neesirikidde, nandibadde neebase nga neewummulidde,
14 blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
wamu ne bakabaka n’abakungu ab’ensi, abezimbira embiri kaakano amatongo,
15 blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
oba n’abalangira abaalina zaabu, abajjuzanga ffeeza mu nnyumba zaabwe.
16 Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
Oba lwaki saaziikibwa ng’omwana azaaliddwa ng’afudde, atalabye ku kitangaala?
17 Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
Eyo ababi gye batatawaanyizibwa, era n’abakooye gye bawummulira.
18 alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
Abasibe gye bawummulira awamu, gye batawulirira kiragiro ky’oyo abaduumira.
19 smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
Abakopi n’abakungu gye babeera; abaddu gye batatuntuzibwa bakama baabwe.
20 Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
“Lwaki omuyinike aweebwa ekitangaala, ne kimulisiza oyo alumwa mu mwoyo,
21 dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
era lwaki yeegomba okufa naye ne kutajja, n’akunoonya okusinga obugagga obuziikiddwa,
22 som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
abajaguza ekisukkiridde, ne basanyuka ng’atuuse ku ntaana?
23 en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
Lwaki okuwa ekitangaala oyo, atayinza kulaba kkubo, Katonda gw’akomedde?
24 Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
Kubanga nkaaba mu kifo ky’okulya, n’okusinda kwange kufukumuka ng’amazzi.
25 Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
Ekintu kye nantiiranga ddala era kye nakyawa kye kyantukako.
26 Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
Siwummudde wadde okusiriikirira wadde okuba n’emirembe, wabula buzibu bwereere bwe bunzijidde.”
