Job 28
1 Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit Sted,
Toe ao ty lakato fitsikaraham-bolafoty naho ty toem-pitranaham-bolamena.
2 Jern hentes op af Jorden, og Sten smeltes om til Kobber.
Akareñe an-debok’ ao ty viñe, le tranaheñe am-bongam-bato ty torisike.
3 Paa Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;
Fongore’e ty ieñe, tsikarahe’e pak’ am-para-piefera’e ao ty vato, an-kamoromoroñañe naho an-talinjon-kavilasy ao.
4 man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.
Anokafa’e lalam-pigodañañe, lavi-pimoneñañe; andikofam-pandia, miradorado ao, mitsikadròtse lavits’ ondaty.
5 Af Jorden fremvokser Brød, imedens dens Indre omvæltes som af Ild;
Ty tane toy, ama’e ty iboaha’ ty mahakama; ambane’e ao hoe trobotroboen’ afo.
6 i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.
Angalan-tsafira o vato’eo, naho volamena an-debo’e ao.
7 Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;
Tsy hay o voro-pamaokeo i lalañey; tsy trea’ ty maso’ i hitikitikey.
8 den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.
Tsy nilià’ o bibi-ly mpireñetseo; mbe tsy nipiapia ambone’e eo ty liona.
9 Paa Flinten lægger man Haand og omvælter Bjerge fra Roden;
Ahiti’e mb’amo vato-pilakeo ty fità’e vaho avalitaboa’e reke-bahatse o vohitseo.
10 i Klipperne hugger man Gange, alskens Klenodier skuer Øjet;
Kaohe’e amo vatoo ty talàha vaho oni-pihaino’e ze atao vara.
11 man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.
Sebaña’e o torahañeo tsy hiorike; aboa’e mb’an-kazavàñe o raha nikafitseo.
12 Men Visdommen — hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?
Fe aia ty hahaoniñañe hihitse? Aia ka ty toe’ o hilalao?
13 Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;
Tsy fohi’ondaty ty vili’e, toe tsy tendrek’ an-tane’ o veloñeo.
14 Dybet siger: »I mig er den ikke!« Havet: »Ej heller hos mig!«
hoe i lalekey, Tsy amako atoa; le hoe i riakey, Tsy amako etoa.
15 Man faar den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,
Tsy ikaloam-bolamena, vaho tsy andanjàm-bolafoty.
16 den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;
Tsy añoharañe ami’ty volamena’ i Ofire, ndra an-tsohame sarotse ndra safira.
17 Guld og Glar kan ej maale sig med den, den faas ej i Bytte for gyldne Kar,
Tsy añirinkiriña’ ty volamena ndra ty kristaly, tsy tsalohem-panake volamena ki’e.
18 Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,
Tsy ivolañañe ty vaton-driake ndra vato-soa; ambone’ o hangeo ty fikaloan-kihitse.
19 Ætiopiens Topas kan ej maale sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.
Tsy oharañe ama’e ty pit-dae’ i Kose, tsy ibalibalihem-bolamena hiringiri’e.
20 Men Visdommen — hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?
Hirik’ aia arè o hihitseo? Vaho aia ty toe’ o hilalao?
21 Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;
Ie mikafits’ am-pihaino’ ze atao veloñe, vaho mietak’ amo voron-tiokeo.
22 Afgrund og Død maa sige: »Vi hørte kun tale derom.«
Hoe ty Tsikeokeoke naho i Havilasy: fa nahatsanon-talily aze o sofi’aio.
23 Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;
Arofoanan’ Añahare i lala’ey, fohi’e ka i toe’ey.
24 thi han skuer til Jordens Ender, alt under Himmelen ser han.
Jilove’e pak’ añ’olo’ ty tane toy, vazoho’e ze he’e ambanen-dikerañe ao.
25 Dengang han fastsatte Vindens Vægt og maalte Vandet med Maal,
Ie nanolora’e lanja o tiokeo, vaho nanjara’e an-kapoake o ranoo;
26 da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,
ie nafepè’e o orañeo, naho ty lala’ o helats’ampiñeo;
27 da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.
Le nivazohoe’e, nitseize’e; najado’e vaho tsinikara’e.
28 Men til Mennesket sagde han: »Se, HERRENS Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt.«
Le hoe re am’ondatio, Inao: Ty fañeveñañe amy Talè, Izay ro hihitse; ty fisitahañe an-karatiañe ro hilala.
