Job 14
1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.
2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.
3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!
4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!
5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,
6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!
7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;
8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,
9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.
10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?
11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,
12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.
13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu! (Sheol h7585)
14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;
15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.
16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.
17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.
18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,
19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;
20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.
21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.
22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.
