Job 14

1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

“Omuntu azaalibwa omukazi, abeera ku nsi akaseera katono era abeera mu kutegana.

2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.

Amulisa ng’ekimuli n’awotoka; abulawo mangu ng’ekisiikirize, tabeerera.

3 Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Otunuulira omuntu afaanana bw’atyo? Olimuleeta gy’oli asalirwe omusango?

4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Ani ayinza okuggya ekirongoofu mu kitali kirongoofu? Tewali n’omu!

5 Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Ennaku z’omuntu zaagererwa, wagera obungi bw’emyezi gye era n’oteekawo ekkomo ly’atasobola kusukka.

6 tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Kale tomufaako muleke yekka, okutuusa lw’alimala okutuukiriza emirimu gye ng’omupakasi.

7 Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

“Wakiri waliwo essuubi ng’omuti guloka: Bwe gutemebwa, guloka nate, era ekikolo kyagwo ekiggya tekifa.

8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

Emirandira gyagwo gyandikaddiyidde mu ttaka era n’ekikonge ne kifiira mu ttaka,

9 lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

naye olw’emirandira okutambula ne ginoonya amazzi kimulisa ne kireeta amatabi ng’ekisimbe.

10 men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?

Naye omuntu afa era n’agalamizibwa, assa ogw’enkomerero n’akoma.

11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

Ng’amazzi bwe gaggwa mu nnyanja oba omugga bwe gukalira ne guggwaawo,

12 saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.

bw’atyo omuntu bw’agalamira, era n’atasituka okutuusa eggulu bwe linaggwaawo, abantu tebajja kuzuukuka oba kuggyibwa mu tulo twabwe.

13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)

“Singa kale onkweka emagombe era n’onziika okutuusa obusungu bwo lwe buliggwaawo! Singa ongerera ekiseera n’onzijukira! (Sheol h7585)

14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Omuntu bw’afa, addamu n’abeera omulamu? Ennaku zange zonna ez’okuweereza nnaalindanga okuwona kwange kujje.

15 du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!

Olimpita nange ndikuyitaba; olyegomba ekitonde emikono gyo kye gyatonda.

16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

Ddala ku olwo bw’olibala ebigere byange, naye tolyekaliriza bibi byange.

17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

Ebisobyo byange biriba bisibiddwa mu kisawo; olibikka ku kibi kyange.

18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

“Naye ng’olusozi bwe luseebengerera ne luggwaawo, era ng’ejjinja bwe liva mu kifo kyalyo,

19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.

ng’amazzi bwe gaggwereeza amayinja era ng’okwanjaala kwago bwe kutwala ettaka ly’oku nsi; bw’atyo bw’azikiriza essuubi ly’omuntu.

20 For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Omumalamu amaanyi omuwangula lumu n’aggweerawo ddala; okyusa enfaanana ye n’omugoba.

21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Abaana be bwe bafuna ekitiibwa, takimanya, bwe bagwa, takiraba.

22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Obulamu bw’omubiri gwe bwokka bw’awulira ne yeekungubagira yekka.”