Job 11
1 Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
Nake Zofaru ũrĩa Mũnaamathi agĩcookia, akĩũria atĩrĩ:
2 Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
“Ciugo icio ciothe-rĩ, nĩcikwaga gũcookio? Mwaria ũyũ-rĩ, nĩegũgĩtuuo mwagĩrĩru?
3 Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
Mwĩraho ũcio waku-rĩ, nĩguo ũgũkiria andũ naguo? No kwage mũndũ ũngĩgũkaania rĩrĩa ũranyũrũrania?
4 Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
Wee ũreera Ngai atĩrĩ, ‘Wĩtĩkio wakwa ndũrĩ ũcuuke, o na niĩ ndĩ mũtheru maitho-inĩ maku.’
5 Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
Naarĩ korwo Ngai no aarie, atumũre mĩromo yake agũũkĩrĩre,
6 kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
na akũguũrĩrie hitho cia ũũgĩ, nĩ ũndũ ũũgĩ ũrĩa wa ma nĩ wa mĩena ĩĩrĩ. Menya ũndũ ũyũ; atĩ Ngai ndakũherithĩtie kũringana na ũrĩa mehia maku maigana.
7 Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
“Wee no ũhote kũmenya maũndũ marĩa mahithe ma Ngai? Kana no ũhote gũtuĩria kũna maũndũ ma Mwene-Hinya-Wothe?
Maũndũ make nĩmatũũgĩru gũkĩra igũrũ, wee nĩ atĩa ũngĩka? Nĩ mariku gũkĩra ũriku wa mbĩrĩra, wee nĩ atĩa ũngĩmenya? (Sheol h7585)
9 Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
Gĩthimo kĩamo nĩ kĩraihu gũkĩra thĩ na nĩ kĩaramu gũkĩra iria rĩrĩa inene.
10 Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
“Angĩũka agũikie njeera-rĩ, acooke etane ciira-rĩ, nũũ ũngĩmũgiria?
11 Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
Ti-itherũ nĩoĩ andũ arĩa maheenanagia; na rĩrĩa oona ũndũ mũũru-rĩ, githĩ ndaũmenyaga?
12 saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
No rĩrĩ, mũndũ ũtarĩ ũũgĩ ndangĩtuĩka mũũgĩ o na rĩ, o ta ũrĩa njaũ ya ndigiri ya gĩthaka ĩtarĩ hĩndĩ ĩngĩciarwo ĩrĩ mũndũ.
13 Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
“No rĩrĩ, ũngĩneana ngoro yaku kũrĩ Ngai, na ũtambũrũkie moko maku kũrĩ we,
14 hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
ũngĩeheria mehia marĩa marĩ guoko-inĩ gwaku, na ũgirie ũũru ũikare thĩinĩ wa hema yaku-rĩ,
15 ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
hĩndĩ ĩyo no ũhote gũtiira ũthiũ waku na igũrũ ũtegũconoka; no ũrũgame wega ũtarĩ na guoya.
16 ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
Ti-itherũ nĩũkariganĩrwo nĩ mathĩĩna maku, ũmaririkanage o ta maaĩ marĩkĩtie gũtherera.
17 dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
Mũtũũrĩre waku nĩũgacangarara gũkĩra mũthenya barigici, nayo nduma ĩgaatuĩka o ta rũciinĩ.
18 Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
Ũgũtũũra ũrĩ na mwĩhoko tondũ ũrĩ na ũgitĩri, ũkehũgũraga harĩa ũrĩ, na ũkahurũka ũtarĩ na ũgwati.
19 du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
Nĩũgakomaga, gũtarĩ na mũndũ ũngĩtũma wĩtigĩre, nao andũ aingĩ nĩmakeyendithagia harĩ we.
20 Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
No rĩrĩ, maitho ma andũ arĩa aaganu nĩmakaaga kuona, na matikoona gwa kũũrĩra; naguo ũndũ ũrĩa meriragĩria ũgaatuĩka mũcaayo wa gĩkuũ.”
