Jeremias 12
1 Herre, Retten er din, naar jeg trætter med dig, og dog maa jeg tale med dig om Ret. Hvi følger Lykken de gudløses Vej, hvi er alle troløse trygge?
Mǝn dǝwayimni aldingƣa elip kǝlsǝm, adil bolup kǝlding, i Pǝrwǝrdigar; lekin Sǝn bilǝn Ɵz ⱨɵkümliring toƣruluⱪ sɵzlǝxmǝkqimǝn; nemixⱪa rǝzillǝrning yoli ronaⱪ tapidu? Asiyliⱪ ⱪilƣuqilarning ⱨǝmmisi nemixⱪa kǝngri-azadiliktǝ turidu?
2 Du planter dem, og de slaar rod, de trives og bærer Frugt. De har dig i Munden, men ikke i Hjertet.
Sǝn ularni yǝr yüzigǝ tikkǝnsǝn, ularmu yiltiz tartⱪan; ular ɵsüp güllinidu, ular mewilǝydu; Sǝn ularning aƣziƣa yeⱪin ohxaysǝn, lekin wijdanidin yiraⱪsǝn;
3 Du, HERRE, du kender mig, ser mig og prøver mit Hjertelag mod dig. Riv dem bort som Faar til Slagtning, vi dem til Blodbadets Dag!
lekin Sǝn, i Pǝrwǝrdigar, meni bilisǝn; Sǝn meni kɵrüp kǝlgǝnsǝn, Ɵzünggǝ bolƣan sadiⱪliⱪimni siniƣansǝn. Ularni boƣuzlaxⱪa bekitilgǝn ⱪoylardǝk ayrip sɵrǝp qiⱪⱪaysǝn, ularni ⱪǝtl künigǝ ayriƣaysǝn.
4 (Hvor længe skal Landet sørge, al Markens Urter visne? For Indbyggernes Ondskabs Skyld omkommer Dyr og Fugle; thi man siger: »Han skuer ikke, hvorledes det vil gaa os.«)
Zemin ⱪaqanƣiqǝ ⱪaƣjiraydu, etizdiki ot-qɵplǝr ⱪaqanƣiqǝ ⱪurƣan ⱨalǝttǝ turidu? Zeminda turuwaⱪanlarning rǝzilliki tüpǝylidin ⱨaywanlar ⱨǝm uqar-ⱪanatlar ⱪaqanƣiqǝ yoⱪap tügǝydu? Qünki bu hǝlⱪ: «[Huda] aⱪiwitimizni ⱨeq kɵrmǝydu» dǝwatidu.
5 »Naar Fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med Heste? Og er du ej tryg i et fredeligt Land, hvad vil du saa gøre i Jordans Stolthed?
— Sǝn yügürgǝn lǝxkǝrlǝr bilǝn bǝslǝxkǝndǝ, ular seni ⱨalsiratⱪan bolsa, ǝmdi sǝn atlar bilǝn bǝslǝxsǝng ⱪandaⱪ bolar? Sǝn pǝⱪǝt aman-tinqliⱪta turƣan zemindila hatirjǝm bolup [Manga] ixinisǝn, ǝmdi Iordan dǝryasi boyidiki ⱪoyuⱪ qatⱪalliⱪlarda ⱪandaⱪ yürisǝn?
6 Thi selv dine Brødre og din Faders Hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld Hals efter dig; tro dem ikke, naar de giver dig gode Ord!«
Qünki ⱨǝtta ɵz ⱪerindaxliring, atangning jǝmǝtimu sanga asiyliⱪ ⱪilƣan. Ularmu seni yoⱪitix üqün awazini ⱪoyup bǝrgǝn. Gǝrqǝ ular sanga meⱨirlik sɵzlǝrni ⱪilƣan bolsimu, ularƣa ixǝnmǝ!»
7 Mit Hus har jeg opgivet, bortstødt min Arvelod, givet min elskede hen i hendes Fjenders Haand.
— Ɵzüm ailǝmdin waz keqimǝn, mirasimni taxliwetimǝn, jan-jigirimni düxmǝnlirining ⱪoliƣa tapxurimǝn.
8 Min Arvelod blev for mig som en Løve i Skoven, den løftede Røsten imod mig, derfor maa jeg hade den.
Mening mirasim [bolƣan hǝlⱪ] bolsa Manga ormanliⱪtiki bir xirgǝ ohxax bolup ⱪaldi; ular Manga ⱪarxi awazini kɵtürdi; xunga Mǝn ularni yaman kɵrimǝn.
9 Er min Arvelod blevet mig en spraglet Fugl, omgivet af Fugle? Lad alle de vilde Dyr samles, hent dem hid for at æde!
Mening mirasim Manga sar-bürküt yaki qilbɵridǝk bolup ⱪaldi ǝmǝsmu? Lekin uning ǝtrapiƣa baxⱪa sar-bürkütlǝr olaxmaⱪta! Beringlar, ularni yǝwetixkǝ barliⱪ daladiki ⱨaywanlarni yiƣip kelinglar!
10 Hyrder i Mængde ødelægger min Vingaard, nedtramper min Arvelod, min yndige Arvelod gør de til øde Ørk;
Nurƣunliƣan hǝlⱪ padiqiliri üzümzarimni ⱨalak ⱪilidu, ular Mening nesiwǝmni ayaƣ asti ⱪilidu, ular Mening yeⱪimliⱪ nesiwǝmni ƣerib bir qɵl-bayawanƣa aylanduridu;
11 de lægger den øde, den sørger øde for mit Aasyn. Hele Landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det.
ular uni ƣerib ⱪiliwetidu; u Mening aldimda ƣerib ⱨǝm ⱪaƣjiraⱪ turidu; pütkül zemin ƣerib ⱪalidu; ǝmma ⱨeq adǝm buningƣa kɵnglini bɵlmǝydu.
12 Over alle Ørkenens nøgne Høje kom Hærværksmænd. Thi HERREN har et Sværd; det fortærer alt fra den ene Ende af Landet til den anden; intet Kød har Fred.
Qɵl-bayawandiki barliⱪ egizliklǝr üstigǝ ⱨalak ⱪilƣuqilar ƣuȥuldap qiⱪip kelidu; qünki Pǝrwǝrdigarning ⱪiliqi zeminning bir qetidin yǝnǝ bir qetigiqǝ ⱨǝmmini yutidu; ⱨeq ǝt igisining tinq-hatirjǝmliki bolmaydu.
13 De saaede Hvede og høstede Torne, sled til ingen Gavn og blev til Skamme med deres Afgrøde for HERRENS glødende Vredes Skyld.
[Hǝlⱪim] buƣdayni teriƣan bolsimu, lekin tekǝnlǝrni oriydu; ular ɵzlirini upratⱪini bilǝn, payda kɵrmǝydu; xunga [naqar] mǝⱨsulatliringlar tüpǝylidin, Pǝrwǝrdigarning ⱪattiⱪ ƣǝzipi tüpǝylidin, yǝrgǝ ⱪarap ⱪalisilǝr.
14 Saa siger HERREN om alle mine onde Naboer, der rører den Arvelod, jeg gav mit Folk Israel i Eje: Se, jeg rykker dem op af deres Land, og Judas Hus rykker jeg op midt iblandt dem.
Mǝnki Pǝrwǝrdigar Ɵz hǝlⱪim Israilni waris ⱪilƣan mirasⱪa qanggal salƣan, zeminimning ⱨǝmmǝ rǝzil ⱪoxniliri toƣruluⱪ mundaⱪ dǝymǝn: — Mana, Mǝn ularni ɵz zeminidin yulup alimǝn, xuningdǝk Yǝⱨuda jǝmǝtini ular arisidin yuluwalimǝn;
15 Men siden, naar jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin Arvelod og hver til sit Land.
lekin xundaⱪ boliduki, ularni yuluwalƣandin keyin Mǝn bu yoldin yenip, ularƣa iqimni aƣritimǝn, ularning ⱨǝrbirini ɵz mirasiƣa, ⱨǝrbirini ɵz zeminiƣa ⱪayturimǝn.
16 Hvis de da lærer mit Folks Veje, saa de sværger ved mit Navn: »Saa sandt HERREN lever!« ligesom de lærte mit Folk at sværge ved Ba'al, skal de opbygges iblandt mit Folk.
Xundaⱪ ⱪilip, ǝgǝr (ular ɵtkǝndǝ hǝlⱪimgǝ Baalning ismiƣa ⱪǝsǝm iqixni ɵgǝtkǝndǝk) kɵngül ⱪoyup hǝlⱪimning yollirini ɵgǝnsǝ, jümlidin Mening namimƣa ⱪǝsǝm iqixni ɵgǝnsǝ, — ǝmdi ularƣa hǝlⱪim arisidin [muⱪim] orun berilip, ular güllǝndürülidu.
17 Men hører de ikke, rykker jeg et saadant Folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra HERREN.
Biraⱪ ular anglimisa, Mǝn xu ǝlni mutlǝⱪ yulup taxlaymǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
