Esajas 9
1 Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.
I ka wa i hoowahawahaia'i ka aina o Zebuluna, a me ka aina o Napetali, A mahope iho, hoonani oia i kahi maikai, Ma kela aoao o Ioredane, o Galilaia no na kanaka e.
2 Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue saa stort et Lys; Lys straaler frem over dem, som bor i Mulmets Land.
O na kanaka i hele ma ka pouli, E ike auanei lakou i ka malamalama nui; O ka poe i noho ma ka aina o ke aka o ka make, E alohi mai auanei ka malamalama maluna o lakou.
3 Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Aasyn, som man glædes i Høst, ret som man jubler, naar Bytte deles.
Ua hoonui oe i ka lahuikanaka, Ua hoomahuahua oe i ko lakou olioli; Ke olioli nei lakou imua ou, E like me ka olioli ana i ka hooiliili ai ana, E like hoi me ka hauoli ana o ka poe puunauwe i ka waiwai pio.
4 Thi dets tunge Aag og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har du brudt som paa Midjans Dag;
No ka mea, o kona auamo kaumaha, O ka laau i hahau i kona kua, A me ke kookoo o ka mea hookaumaha ia ia, Ua haki oe ia mau mea me ia i ka la o Midiana.
5 ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.
No ka mea, o na palewawae a pau o ka mea i kahikoia i ka palewawae e wawalo ana, A me na aahu i opeope pu ia me ke koko, E lilo no ia mau mea i mea e puhiia, I wahie hoi no ke ahi.
6 Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, paa hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld-Raadgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.
No ka mea, ua hanauia mai, he keiki no kakou, No kakou i haawiia mai ai, he keikikane, Maluna o kona poohiwi ke aupuni; A e kapaia kona inoa, o Kupaianaha, O Kakaolelo, o Keakuamana, O Kamakuamauloa, o Kealiiokamalu.
7 Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og over hans Rige, at det maa grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERRES Nidkærhed gør det.
Aole e pau ka mahuahua ana o kona aupuni, a me ka malu; Ma ka nohoalii o Davida ia, A ma kona aupuni no hoi, E hoala hou ia mea, a e hookupaa ia ia, Me ka hooponopono, a me ka maikai, Mai keia wa aku, a i ke ao pau ole. Na ka ikaika o Iehova o na kaua e hana i keia.
8 Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slaar det ned;
Ka olelo a ka Haku i hoouna aku ai no Iakoba, A haule hoi ia maluna o ka Iseraela.
9 alt Folket faar det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:
E ike auanei na kanaka a pau o Eperaima, A me ka poe noho ma Samaria, Ka poe i olelo me ka hookiekie, a me ka hookano o ka naau,
10 »Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet, vi faar Cedre i Stedet!«
Ua hiolo na pohaka lepo, A na makou e kukulu, he pohaka i kalaiia; Ua kuaia ilalo na laau sukomorea, A na makou no e kanu i na laau kedera.
11 Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,
Na Iehova no e hoala mai i na enemi o Rezina, e ku e ia ia, E paipai oia i kona poe enemi:
12 Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Haand er fremdeles rakt ud.
O na Suria ma ka hikina, a ma ke komohana hoi o na Pilisetia, A e hoopaa no i ka Iseraela me ka waha hamama: Aole nae i huli aka kona huhu no keia mau mea a pau, Ke o mai nei no oia i kona lima i keia manawa.
13 Men til ham, der slaar det, vender Folket ej om, de søger ej Hærskarers HERRE.
Aole nae i hoi hou na kanaka, I ka mea nana lakou i hahau, Aole lakou i imi ia Iehova o na kaua.
14 Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv paa en eneste Dag.
Nolaila e oki ai o Iehova, mai ka Iseraela aku, I ke poo, a me ka huelo, I ka lala pama, a me ke naku, ma ka la hookahi.
15 Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.
O ka lunakahiko a me ka mea koikoi, oia ke poo, O ke kaula i ao mai i ka wahahee, oia ka huelo.
16 De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.
O na alakai o keia poe kanaka, he poe alakai hewa lakou; A o ka poe i alakai hewa ia, e lukuia no lakou.
17 Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Daarskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Haand er fremdeles rakt ud.
Nolaila, aole olioli ka Haku maluna o ko lakou poe ui. Aole hoi ia e aloha i na keiki makua ole o lakou, A me ko lakou wahinekanemake; No ka mea, ua haumia lakou a pau, a ua hewa, Olelo no na waha a pau ma ka lapawale. Aole nae i hali aku kona huhu no keia maa mea a pau, Aka, ke o mai nei no kona lima i keia manawa.
18 Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter Ild paa det tætte Krat, saa det hvirvler op i Røg.
No ka mea, e a ana ka hewa e like me ke ahi, E hoopaa no ia i ka nahele ooi, a me ka laau kalakala, A e a no hoi ia maloko o ka ululaau paapu; A e punohn iluna, he punohu u wahi.
19 Ved Hærskarers HERRES Vrede staar Landet i Brand, og Folket bliver som Føde for Ilden; de skaaner ikke hverandre.
Ua hoaia ka aina, no ka ukiuki o Iehova o na kaua, A ua lilo hoi na kanaka i wahie no ke ahi; Aohe kanaka i aloha i kona hoa.
20 Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,
E ai no ia ma ka lima akau, a e pololi nae, E ai no hoi ia ma ka lima hema, aole nae e maona; E ai no ke kanaka i ka io o kona lima iho.
21 Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Haand er fremdeles rakt ud.
O Manase ia Eperaima, a o Eperaima hoi ia Manase, A e hui no hoi laua e ku e ia Iuda; Aole nae i huli aku kona huhu no keia mau mea a pau, Aka, ke o mai nei no kona lima i keia manawa.
