Esajas 49

1 Hør mig, I fjerne Strande, lyt til, I Folk i det fjerne! HERREN har fra Moders Liv kaldt mig, fra Moders Skød nævnet mit Navn;

Porongeyu, mutunfacl uh, Kowos mwet su muta loessula! Ke nga srakna oan insien nina kiuk, LEUM GOD El pangonyu ke inek, Ac srisrngiyuwi nga in mwet kulansap lal.

2 til et skarpt Sværd gjorde han min Mund og skjulte mig i Skyggen af sin Haand, til en sleben Pil har han gjort mig og gemt mig i sit Kogger,

El oru kas luk in kosroh oana sie cutlass. El lisringyuyak ke paol sifacna. El oreyu in oana soko sukan pisr na kosroh Ma akola in orekmakinyuk.

3 sagt til mig: »Du er min Tjener, Israel, ved hvem jeg vinder Ære.«

El fahk nu sik, “Israel, kom mwet kulansap luk; Ke sripom, mwet uh ac kaksakinyu.”

4 Jeg sagde: »Min Møje er spildt, paa Tomhed og Vind sled jeg mig op — dog er min Ret hos HERREN, min Løn er hos min Gud.«

Nga fahk, “Nga orekma, a wangin sripa! Nga sang ku luk nufon, a wanginna ma nga orala.” Nwe ouinge nga ku in lulalfongi LEUM GOD lah El ac loangeyu; El ac fah se ma lacne nu sik ke ma nga oru.

5 Og nu siger HERREN, som danned mig fra Moders Liv til sin Tjener for at hjemføre Jakob til ham og samle Israel til ham — og i HERRENS Øjne er jeg æret, min Gud er blevet min Styrke —

Meet liki nga isusla, LEUM GOD El srisrngiyuwi; El oru nga in mwet kulansap lal in folokonma mwet lal, In folokonma mwet Israel su fahsrelik fin faclu. LEUM GOD El akfulatyeyu; Ku luk ma sel me.

6 han siger: »For lidt for dig som min Tjener at rejse Jakobs Stammer og hjemføre Israels frelste! Jeg gør dig til Hedningers Lys, at min Frelse maa naa til Jordens Ende.«

LEUM GOD El fahk nu sik, “Mwet kulansap luk, kom ac tia folokonak Ku lun mwet Israel su painmoulla mukena, A oasr sie kunokon yohk liki su nga akoo nu sum. Nga fah oru tuh kom in sie kalem nu sin mutunfacl puspis, Tuh faclu nufon fah ku in moulla.”

7 Saa siger HERREN, Israels Genløser, dets Hellige, til den dybt foragtede, skyet af Folk, Herskernes Træl: Konger skal se det og rejse sig, Fyrster skal kaste sig ned for HERRENS Skyld, den trofaste, Israels Hellige, der udvælger dig.

God mutal, su Nien Molela lun Israel, El fahk nu sel su arulana pilesreyuk Ac srungayuk sin mutunfacl puspis, Ac el mwet kulansap lun mwet leum: “Tokosra uh ac fah liye ke kom taltalla, Ac fah tuyak in akkalemye sunak lalos nu sum; Fisrak uh fah oayapa liye, Ac elos fah faksufi in akfulatye kom.” Ma inge ac sikyak mweyen LEUM GOD El sulela mwet kulansap lal; God mutal lun Israel El liyaung wulela lal.

8 Saa siger HERREN: Jeg hører dig i Naadens Stund, jeg hjælper dig paa Frelsens Dag, vogter dig og gør dig til Folkepagt for at rejse Landet igen, udskifte øde Lodder

LEUM GOD El fahk nu sin mwet lal, “Ke pacl se ac tuku tuh nga in molikowosla, Nga fah kasrekowos ac topuk pre lowos, Nga fah karingin kowos ac lisring kowos, Ac nga fah orala sie wuleang nu sin mwet nukewa keiwos. Nga fah lela kowos in sifilpa oakwuki In facl suwos, su oan musalla in pacl inge.

9 og sige til de bundne: »Gaa ud!« til dem i Mørket: »Kom frem!« Græs skal de finde langs Vejene, Græsgang paa hver nøgen Høj;

Nga fah fahk nu sin mwet kapir, ‘Kowos sukosokla! Som!’ Ac nu selos su muta in lohsr, ‘Ilme nu ke kalem uh!’ Elos ac fah oana sheep su mongo mah fin inging uh.

10 de hungrer og tørster ikke, dem stikker ej Hede og Sol. Thi deres Forbarmer fører dem, leder dem til Kildevæld;

Elos ac fah tiana sifil masrinsral ku malu. Fulen faht yen mwesis uh fah tia akkeokyalos, Tuh elos ac fah kolyuk sin sie su lungse elos. El fah pwanulos nu ke unon in kof.

11 jeg gør alle Bjerge til Vej, og alle Stier skal højnes.

“Nga fah orala soko inkanek lulap fineol uh, Ac akoela soko innek mwet luk in fufahsryesr fac.

12 Se, nogle kommer langvejsfra, nogle fra Nord og Vest, nogle fra Sinims Land.

Mwet luk fah tuku liki acn loesla, Liki epang ac roto, Ac liki acn Aswan in acn eir.”

13 Jubler, I Himle, fryd dig, du Jord, I Bjerge, bryd ud i Jubel! Thi HERREN trøster sit Folk, forbarmer sig over sine arme.

On, kusrao! Sasa ke engan, faclu! Lela eol uh in wowoyak ke pusren on! LEUM GOD El fah akwoye mwet lal; El ac fah pakomuta mwet keok lal.

14 Dog siger Zion: »HERREN har svigtet mig, Herren har glemt mig!«

Tusruktu mwet Jerusalem elos fahk, “LEUM GOD El som liki kut! El mulkinkutla.”

15 Glemmer en Kvinde sit diende Barn, en Moder, hvad hun bar under Hjerte? Ja, selv om de kunde glemme, jeg glemmer ej dig.

Na LEUM GOD El topuk ac fahk, “Ku sie mutan ku in mulkunla tulik natul ma srakna titi, Ku tia lungse tulik se ma el sifacna oswela? Nina se finne ku in mulkunla tulik natul, Nga fah tiana mulkinkowosla.

16 Se, i mine Hænder har jeg tegnet dig, dine Mure har jeg altid for Øje.

Jerusalem, nga tia ku in mulkinkomla! Nga simusla inem loun pouk.

17 Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, gaar bort.

“Elos su ac sifil musaikomyak, elos akuranna tuku, Ac elos su konauskomla ac fah som.

18 Løft Øjnene, se dig om, de samles, kommer alle til dig. Saa sandt jeg lever, lyder det fra HERREN: Du skal bære dem alle som Smykke, binde dem som Bruden sit Bælte.

Ngetla ac liye ma sikyak inge! Mwet lom pa fahsreni ingo — elos foloko nu yen selos! Ke pwayena lah nga pa God moul, Kom ac fah yukin mwet lom Oana sie mutan su ac marut el konkin ke mwe naweyuk lal.

19 Thi dine Tomter og Grusdynger, dit hærgede Land — ja, nu er du Beboerne for trang; de, som aad dig, er borte;

“Facl sum tuh arulana musalla ac wanginla ma fac, A inge ac arulana srikla Nu selos su ac tuku in muta we. Elos su oru kom in oan musalla uh Ac fah som loesla liki kom.

20 end skal du høre dem sige, din Barnløsheds Børn: »Her er for trangt, saa flyt dig, at jeg kan sidde!«

Sie len, mwet lom ma isusla in sruoh Fah fahk nu sum, ‘Acn se inge iktokla, Kut enenu acn yohk kut in muta we!’

21 Da tænker du i dit Hjerte: »Hvo fødte mig dem? Jeg var jo barnløs og gold, landflygtig og bortstødt, hvo fostrede dem? Ene sad jeg tilbage, hvor kommer de fra?«

Na kom ac fahk nu sum sifacna, “Su oswela tulik inge nukewa nu sik uh? Tulik nutik uh wanginla ac nga tia ku in sifilpa isus. Nga tuh lisyukla ac utukla nga mwet sruoh, Na su tufahla tulik inge? Tuh sisila nga ac nga mukefanna muta; Tulik inge tuku oya me?’”

22 Saa siger den Herre HERREN: Se, jeg løfter min Haand for Folkene, rejser mit Banner for Folkeslag, og de bringer dine Sønner i Favnen, dine Døtre bæres paa Skulder.

LEUM GOD Fulatlana El fahk nu sin mwet lal: “Nga ac kolak sie akul nu sin mutanfahl uh, Ac elos ac kafusak tulik fusr nutuwos ac folokunulos nu yen selos.

23 Konger bliver Fosterfædre for dig, deres Dronninger skal være dine Ammer. De kaster sig paa Ansigtet for dig, slikker dine Fødders Støv. Du skal kende, at jeg er HERREN; de, som bier paa mig, bliver ikke til Skamme.

Tokosra uh ac fah oana papa to se nu sum; Kasra uh ac fah oana nina to se nu sum. Elos ac faksufi ye motom ac arulana akpusiselyalos nu sum. Elos ac akfalye enenu nukewa lom. Na kom fah etu lah nga pa LEUM GOD; Wangin sie mwet su tupan kasru luk fah mwekinla.”

24 Kan Bytte fratages en Helt, kan den stærkes Fanger slippe bort?

Ya kom ku in eisla ma wap lun sie mwet mweun? Ya kom ku in usla mwet sruoh liki sie tokosra sulallal?

25 Thi saa siger HERREN: Om Fanger end fratages Helten, slipper Bytte end bort fra den stærke, jeg strider mod dem, der strider mod dig, og dine Børn vil jeg frelse.

LEUM GOD El topuk, “Pa na ingan ma ac sikyak. Mwet sruoh lun mwet mweun ac fah utukla. Ac ma wap lun tokosra sulallal sac ac fah sruhu. Nga ac anwuk lainulos su anwuk nu sum, Ac nga fah molela tulik nutum.

26 Dem, der trænger dig, lader jeg æde deres eget Kød, deres Blod skal de drikke som Most; alt Kød skal kende, at jeg, HERREN, er din Frelser, din Genløser Jakobs Vældige.

Nga fah oru mwet akkeokye kom in uniya sie sin sie; Elos ac fah sruhi ke akmas ac kasrkusrak. Na mwet e nukewa fah etu lah nga LEUM GOD, El su molikomla ac aksukosokye kom. Elos fah etu lah nga God Kulana lun Israel.”