< Salme 137 >

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.
Sur les bords des fleuves de Babylone, Nous étions assis et nous pleurions, En nous souvenant de Sion.
2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.
Aux saules de la contrée Nous avions suspendu nos harpes.
3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟
Là, nos vainqueurs nous demandaient des chants, Et nos oppresseurs de la joie: Chantez-nous quelques-uns des cantiques de Sion!
4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?
Comment chanterions-nous les cantiques de l’Éternel Sur une terre étrangère?
5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!
Si je t’oublie, Jérusalem, Que ma droite m’oublie!
6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.
Que ma langue s’attache à mon palais, Si je ne me souviens de toi, Si je ne fais de Jérusalem Le principal sujet de ma joie!
7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟
Éternel, souviens-toi des enfants d’Édom, Qui, dans la journée de Jérusalem, Disaient: Rasez, rasez Jusqu’à ses fondements!
8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.
Fille de Babylone, la dévastée, Heureux qui te rend la pareille, Le mal que tu nous as fait!
9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.
Heureux qui saisit tes enfants, Et les écrase sur le roc!

< Salme 137 >