Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

By the rivers of Babylon, there, we sat down, yea we wept—when we remembered Zion:

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Upon the willows—in the midst thereof, hanged we our lyres:

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

For, there, our captors asked of us words of song, and our plunderers—gladness, —Sing us of the songs of Zion!

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

How shall we sing the song of Yahweh, on a foreign soil?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

If I forget thee, O Jerusalem, Let my right-hand forget:

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Let my tongue cleave to the roof of my mouth, if I do not remember thee! if I do not lift up Jerusalem above the head of mine own gladness.

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

Remember, O Yahweh, against the sons of Edom, the day of Jerusalem, —how they continued to say—Overthrow! Overthrow! unto the foundation within it.

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

O ruined daughter of Babylon, —how happy the man who shall repay thee thy dealing, wherewith thou didst deal with us!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

How happy the man who shall snatch away and dash thy children against the crag.