Salme 137

1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

2 Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

4 Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!