Klagesangene 3
1 Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
Ko ahau te tangata kua kite i te pouri, he mea na te rakau o tona riri.
2 Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
I arahina e ia, i meinga kia haere i te pouri, kahore i te marama.
3 Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
He pono kua tahuri mai ia ki ahau, kua anga mai tona ringa ki ahau, a pau noa te ra.
4 Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
Kua meinga nei e ia oku kikokiko me toku kiri kia rite ki o te koroheke, mangungu kau i a ia oku wheua.
5 Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
Kua hanga e ia he patu moku; karapotia ana ahau ki te wai kawa, ki te raruraru.
6 Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
Kua meinga ahau e ia kia noho ki nga wahi pouri, kia pera me te hunga kua mate noa ake.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
Kua oti ahau te taiepa mai e ia, te puta atu ahau; kua meinga e ia toku mekameka kia taimaha.
8 Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
Ae ra, i ahau e karanga ana, e hamama ana kia awhinatia, ka araia mai e ia taku inoi.
9 Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
Kua oti ano oku ara te taiepa mai e ia ki te kohatu tarai, whakakopikopikoa ake e ia oku ara.
10 Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
Ko tona rite ki ahau kei te pea e whanga ana, kei te raiona i nga wahi ngaro.
11 Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
Whakangaua ketia ana e ia oku ara, haehaea putia iho ahau; meinga ana ahau e ia kia noho kau noa iho.
12 Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
Kua whakapikoa e ia tana kopere, a whakaturia ake ahau e ia hei koperenga pere.
13 Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
Kua meinga e ia nga pere o tana papa pere kia ngoto ki oku whatumanawa.
14 Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
Kua waiho ahau hei katanga ma toku iwi katoa; hei waiata ma ratou a pau noa te ra.
15 Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
Kua whakakiia ahau e ia ki nga mea kawa, whakainumia rawatia ana ahau e ia ki te taru kawa.
16 og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
Kua whatiwhatiia ano hoki e ia oku niho ki te kirikiri, hipokina ana ahau e ia ki te pungarehu.
17 Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
Kua nekehia atu e koe toku wairua kei tata ki te rangimarie; i wareware ahau ki te pai.
18 Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
Ki tonu ake ahau, kua pirau toku kaha, kahore he tumanakohanga maku ki a Ihowa.
19 Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
Mahara ki toku ngakau mamae, ki toku pouri, ki te taru kawa, ki te wai kawa.
20 Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
Maharahara tonu toku wairua ki a ratou, piko tonu iho i roto i ahau.
21 Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
E whakahokia ake ana tenei e ahau ki toku ngakau, koia i tumanako ai ahau.
22 Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
He mahi tohu na Ihowa te poto ai tatou, he kore no ana mahi aroha e mutu.
23 Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
E hou tonu ana ratou i tenei ata, i tenei ata; he nui tou pono.
24 Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
Ko Ihowa te wahi moku, e ai ta toku wairua; no reira ka tumanako ahau ki a ia.
25 Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
He pai a Ihowa ki te hunga e tumanako ana ki a ia, ki te wairua e rapu ana i a ia.
26 Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
He pai ano kia tumanako te tangata, kia tatari marie hoki ki ta Ihowa whakaora.
27 Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
He pai ano mo te tangata kia amohia e ia te ioka i tona tamarikitanga.
28 Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
Me noho ia, tona kotahi, me whakarongo puku hoki, no te mea nana i uta ki a ia.
29 Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
Me tuku e ia tona mangai ki te puehu; mehemea pea tera he tumanakohanga.
30 Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
Me hoatu e ia tona paparinga ki te tangata e papaki ana i a ia: kia ki tonu ia i te tawai.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
E kore hoki e mau tonu ta Ihowa panga:
32 Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
Ahakoa whakapouri ia, ka aroha ano ia, ka rite ki te nui o tana mahi tohu.
33 Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
Kahore hoki ona ngakau whiu, whakapouri ranei, i nga tama a te tangata.
34 For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
Ko te kuru i nga herehere katoa o te whenua ki raro i ona waewae;
35 for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
Ko te whakapeau ke i te tika o te tangata ina whakawakia i te aroaro o te Runga Rawa;
36 for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
Ko te whakariro ke i ta te tangata ina totohe, e kore tena e whakapaingia e te Ariki.
37 Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
Ko wai tenei hei ki mai, a ka oti, i te mea kihai i whakahaua e te Ariki?
38 Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
He teka ianei e puta mai ana te kino me te pai i roto i te mangai o te Runga Rawa?
39 Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
He aha te tangata ora i amuamu ai, te tangata ina whiua mo ona hara?
40 Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
E rapu tatou, e kimi i o tatou ara, a ka tahuri ano ki a Ihowa.
41 Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
Kia ara atu o tatou ngakau me o tatou ringa ki te Atua i te rangi.
42 Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
I he matou, i whakakeke; kihai ano koe i muru i to matou he.
43 Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
Kua hipokina nei e koe ki te riri, tukinotia ana matou e koe: tukitukia ana e koe, kihai ano i tohungia e koe.
44 Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
Hipokina ana e koe he kapua ki a koe, kei puta atu ta matou inoi.
45 Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
Kua meinga matou e koe hei paru tahinga, hei mea akiri i waenga i nga iwi.
46 Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
Kua hamama mai nga mangai o o matou hoariri katoa ki a matou.
47 Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
Ko te wehi, ko te rua, kua tae mai kei a matou, te whakamoti me te wawahi.
48 Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
Kei te tarere nei nga awa wai i toku kanohi, mo te wawahanga o te tamahine a toku iwi.
49 Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
Maturuturu ana te wai i toku kanohi, kahore hoki e mutu, te ai he pariratanga,
50 indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
Kia titiro mai ra ano a Ihowa, kia kite mai ra ano ia i runga i te rangi.
51 Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
E meatia iho ana toku ngakau e toku kanohi, mo nga tamahine katoa o toku pa.
52 Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
Kua whaia kinotia ahau ano he manu e ratou, e te hunga e hoariri ana ki ahau, kahore he take.
53 De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
Ngaro iho i a ratou toku ara i roto i te poka, kua maka e ratou he kohatu ki runga ki ahau.
54 Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
I rere nga wai i runga i toku mahunga: i mea ahau, kua motuhia ketia ahau.
55 Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
I karanga ahau ki tou ingoa, e Ihowa, i roto i te poka i raro rawa.
56 Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
I rongo koe ki toku reo; kaua e huna tou taringa ki te tanga o toku manawa, ki taku karanga.
57 Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
I whakatata mai koe i te ra i karanga ai ahau ki a koe; i ki mai koe, Kaua e wehi.
58 Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
Kua tohea e koe, e te Ariki, nga tohe a toku wairua; kua hokona e koe toku ora.
59 Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
Kua kite koe, e Ihowa, i te he i mahia ki ahau: mau e whakarite taku whakawa.
60 Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
Kua kite koe i to ratou mauahara katoa, i o ratou whakaaro katoa moku.
61 Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
Kua rongo koe ki ta ratou tawai, e Ihowa, ki o ratou whakaaro katoa moku;
62 mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
Ki nga ngutu o te hunga i whakatika mai ki ahau, ki ta ratou tikanga moku, a pau noa te ra.
63 Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
Tirohia mai to ratou nohoanga iho, to ratou whakatikanga ake; ko ahau te waiatatia nei e ratou.
64 Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
Hoatu he utu ki a ratou, e Ihowa, kia rite ki te mahi a o ratou ringa.
65 Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
Hoatu ki a ratou he ngakau pakeke, tau kanga ki a ratou.
66 Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
Whaia ratou i runga i te riri, whakangaromia atu ratou i raro i nga rangi o Ihowa.
