Job 9
1 Men Job svarede og sagde:
et respondens Iob ait
2 Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
vere scio quod ita sit et quod non iustificetur homo conpositus Deo
3 Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
si voluerit contendere cum eo non poterit ei respondere unum pro mille
4 Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
sapiens corde est et fortis robore quis restitit ei et pacem habuit
5 han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
qui transtulit montes et nescierunt hii quos subvertit in furore suo
6 han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
qui commovet terram de loco suo et columnae eius concutiuntur
7 han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
qui praecipit soli et non oritur et stellas claudit quasi sub signaculo
8 han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
qui extendit caelos solus et graditur super fluctus maris
9 han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
qui facit Arcturum et Oriona et Hyadas et interiora austri
10 han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
qui facit magna et inconprehensibilia et mirabilia quorum non est numerus
11 Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
si venerit ad me non videbo si abierit non intellegam eum
12 Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
si repente interroget quis respondebit ei vel quis dicere potest cur facis
13 Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
Deus cuius resistere irae nemo potest et sub quo curvantur qui portant orbem
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
quantus ergo sum ego qui respondeam ei et loquar verbis meis cum eo
15 Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
qui etiam si habuero quippiam iustum non respondebo sed meum iudicem deprecabor
16 Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
et cum invocantem exaudierit me non credo quod audierit vocem meam
17 Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
in turbine enim conteret me et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa
18 Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
non concedit requiescere spiritum meum et implet me amaritudinibus
19 Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
si fortitudo quaeritur robustissimus est si aequitas iudicii nemo pro me audet testimonium dicere
20 Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
si iustificare me voluero os meum condemnabit me si innocentem ostendere pravum me conprobabit
21 Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
etiam si simplex fuero hoc ipsum ignorabit anima mea et taedebit me vitae meae
22 Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
unum est quod locutus sum et innocentem et impium ipse consumit
23 Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
si flagellat occidat semel et non de poenis innocentum rideat
24 Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
terra data est in manu impii vultum iudicum eius operit quod si non ille est quis ergo est
25 Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
dies mei velociores fuerunt cursore fugerunt et non viderunt bonum
26 De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
pertransierunt quasi naves poma portantes sicut aquila volans ad escam
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
cum dixero nequaquam ita loquar commuto faciem meam et dolore torqueor
28 da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
verebar omnia opera mea sciens quod non parceres delinquenti
29 Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
si autem et sic impius sum quare frustra laboravi
30 Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
si lotus fuero quasi aquis nivis et fulserint velut mundissimae manus meae
31 da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
tamen sordibus intingues me et abominabuntur me vestimenta mea
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
neque enim viro qui similis mei est respondebo nec qui mecum in iudicio ex aequo possit audiri
33 Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
non est qui utrumque valeat arguere et ponere manum suam in ambobus
34 Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
auferat a me virgam suam et pavor eius non me terreat
35 Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
loquar et non timebo eum neque enim possum metuens respondere
