Job 7
1 Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
militia est vita hominis super terram et sicut dies mercennarii dies eius
2 Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
sicut servus desiderat umbram et sicut mercennarius praestolatur finem operis sui
3 saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
sic et ego habui menses vacuos et noctes laboriosas enumeravi mihi
4 Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
si dormiero dico quando consurgam et rursum expectabo vesperam et replebor doloribus usque ad tenebras
5 Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
induta est caro mea putredine et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est
6 Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur et consumpti sunt absque ulla spe
7 Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
memento quia ventus est vita mea et non revertetur oculus meus ut videat bona
8 Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
nec aspiciet me visus hominis oculi tui in me et non subsistam
9 En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
sicut consumitur nubes et pertransit sic qui descenderit ad inferos non ascendet (Sheol h7585)
10 Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
nec revertetur ultra in domum suam neque cognoscet eum amplius locus eius
11 Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
quapropter et ego non parcam ori meo loquar in tribulatione spiritus mei confabulabor cum amaritudine animae meae
12 Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
numquid mare sum ego aut cetus quia circumdedisti me carcere
13 Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
si dixero consolabitur me lectulus meus et relevabor loquens mecum in strato meo
14 da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
terrebis me per somnia et per visiones horrore concuties
15 saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
quam ob rem elegit suspendium anima mea et mortem ossa mea
16 Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
desperavi nequaquam ultra iam vivam parce mihi nihil enim sunt dies mei
17 Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
quid est homo quia magnificas eum aut quia ponis erga eum cor tuum
18 og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
visitas eum diluculo et subito probas illum
19 Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
usquequo non parces mihi nec dimittis me ut gluttiam salivam meam
20 Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
peccavi quid faciam tibi o custos hominum quare posuisti me contrarium tibi et factus sum mihimet ipsi gravis
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
cur non tolles peccatum meum et quare non auferes iniquitatem meam ecce nunc in pulvere dormiam et si mane me quaesieris non subsistam
