Job 37
1 Ta, over dette forfærdes mit Hjerte og farer op fra sit Sted.
super hoc expavit cor meum et emotum est de loco suo
2 Hører, ja hører hans Røsts Drøn og Bulderet, der udgaar af hans Mund.
audite auditionem in terrore vocis eius et sonum de ore illius procedentem
3 Han lader det fare ud under al Himmelen og sit Lys over Jordens Flige.
subter omnes caelos ipse considerat et lumen illius super terminos terrae
4 Efter ham brøler Røsten, han tordner med sin Højheds Røst; og han holder dem ikke tilbage, naar hans Røst høres.
post eum rugiet sonitus tonabit voce magnitudinis suae et non investigabitur cum audita fuerit vox eius
5 Gud tordner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
tonabit Deus in voce sua mirabiliter qui facit magna et inscrutabilia
6 Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
qui praecipit nivi ut descendat in terram et hiemis pluviis et imbri fortitudinis suae
7 Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
qui in manu omnium hominum signat ut noverint singuli opera sua
8 Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
ingredietur bestia latibulum et in antro suo morabitur
9 Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
ab interioribus egreditur tempestas et ab Arcturo frigus
10 Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
flante Deo concrescit gelu et rursum latissimae funduntur aquae
11 Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
frumentum desiderat nubes et nubes spargunt lumen suum
12 Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds:
quae lustrant per circuitum quocumque eas voluntas gubernantis duxerit ad omne quod praeceperit illis super faciem orbis terrarum
13 Enten til Revselse eller til hans Lands Bedste eller til Velgerning lader han den ramme.
sive in una tribu sive in terra sua sive in quocumque loco misericordiae suae eas iusserit inveniri
14 Job, vend dine Øren til dette; staa stille og agt paa Guds underfulde Ting!
ausculta haec Iob sta et considera miracula Dei
15 Ved du, naar Gud tænker derpaa, og naar han lader sin Skys Lys skinne?
numquid scis quando praeceperit Deus pluviis ut ostenderent lucem nubium eius
16 Ved du hvorledes Skyerne svæve? de underfulde Ting af ham, som er fuldkommen i al Kundskab?
numquid nosti semitas nubium magnas et perfectas scientias
17 du, hvis Klæder blive varme, naar han gør Landet lummert fra Sønden?
nonne vestimenta tua calida sunt cum perflata fuerit terra austro
18 Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?
tu forsitan cum eo fabricatus es caelos qui solidissimi quasi aere fusi sunt
19 Lad os vide, hvad vi skulle sige til ham! vi kunne ikke fremføre noget ud fra Mørket.
ostende nobis quid dicamus illi nos quippe involvimur tenebris
20 Skal det fortælles ham, at jeg taler? eller mon nogen har ønsket, at han maatte blive opslugt?
quis narrabit ei quae loquor etiam si locutus fuerit homo devorabitur
21 Og nu, ser man ikke Lyset, som straaler i de øverste Skyer: Saa farer et Vejr frem og renser dem.
at nunc non vident lucem subito aer cogitur in nubes et ventus transiens fugabit eas
22 Af Norden kommer Guld; over Gud er der forfærdelig Majestæt.
ab aquilone aurum venit et ad Deum formidolosa laudatio
23 Den Almægtige, ham kunne vi ikke naa til, ham, som er stor i Kraft; Ret og Retfærdigheds Fylde undertrykker han ikke.
digne eum invenire non possumus magnus fortitudine et iudicio et iustitia et enarrari non potest
24 Derfor frygte Folkene ham; han ser ikke til nogen, som er viis i Hjertet.
ideo timebunt eum viri et non audebunt contemplari omnes qui sibi videntur esse sapientes
