Job 23
1 Men Job svarede og sagde:
Respondens autem Iob, ait:
2 Min Klage er end i Dag Genstridighed; min Haand ligger tungt over mit Suk.
Nunc quoque in amaritudine est sermo meus, et manus plagæ meæ aggravata est super gemitum meum.
3 Gid jeg kunde kende og finde ham og komme til hans faste Bolig!
Quis mihi tribuat ut cognoscam et inveniam illum, et veniam usque ad solium eius?
4 Jeg vilde lægge Sagen frem for hans Ansigt og fylde min Mund med Bevisninger.
Ponam coram eo iudicium, et os meum replebo increpationibus.
5 Jeg vilde gerne vide de Ord, som han kunde svare mig, og forstaa, hvad han vilde sige mig.
Ut sciam verba, quæ mihi respondeat, et intelligam quid loquatur mihi.
6 Mon han vilde trætte med mig i sin store Kraft? nej, han vilde kun agte paa mig.
Nolo multa fortitudine contendat mecum, nec magnitudinis suæ mole me premat.
7 Da vilde en retfærdig gaa i Rette med ham, og for evigt vilde jeg gaa fri ud fra den, som dømmer mig.
Proponat æquitatem contra me, et perveniat ad victoriam iudicium meum.
8 Se, vil jeg gaa fremad, da er han ikke der, eller tilbage, da mærker jeg ham ikke.
Si ad Orientem iero, non apparet: si ad Occidentem, non intelligam eum.
9 Gør han noget til venstre, da kan jeg ikke beskue ham; skjuler han sig til højre, da kan jeg ikke se ham.
Si ad sinistram, quid agam? non apprehendam eum: si me vertam ad dexteram, non videbo illum.
10 Thi han kender den Vej, som ligger for mig; prøver han mig, gaar jeg ud som Guldet.
Ipse vero scit viam meam, et probavit me quasi aurum, quod per ignem transit:
11 Min Fod holdt fast ved hans Spor, jeg tog Vare paa hans Vej og afveg ikke.
Vestigia eius secutus est pes meus, viam eius custodivi, et non declinavi ex ea.
12 Fra hans Læbers Bud er jeg heller ikke afvegen, jeg gemte hans Munds Tale fremfor min egen Lov.
A mandatis labiorum eius non recessi, et in sinu meo abscondi verba oris eius.
13 Men staar han fast ved et, hvo vil da holde ham tilbage? hvad hans Sjæl har Lyst til, det gør han.
Ipse enim solus est, et nemo avertere potest cogitationem eius: et anima eius quodcumque voluit, hoc fecit.
14 Thi han skal fuldkomme det, mig er beskikket, og mange saadanne Ting har han for.
Cum expleverit in me voluntatem suam, et alia multa similia præsto sunt ei.
15 Derfor forfærdes jeg for hans Ansigt; tænker jeg efter, da frygter jeg for ham.
Et idcirco a facie eius turbatus sum, et considerans eum, timore sollicitor.
16 Og Gud har gjort mit Hjerte mistrøstigt, og den Almægtige har forfærdet mig,
Deus mollivit cor meum, et Omnipotens conturbavit me.
17 fordi jeg ikke bortrykkedes fra Mørket, og han ikke har skjult Mulm for mit Ansigt.
Non enim perii propter imminentes tenebras, nec faciem meam operuit caligo.
