Job 2
1 Og det skete en Dag, der Guds Børn kom for at fremstille sig for Herren, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem for at fremstille sig for Herren.
又有一天，天主的眾子都前來侍立在上主面前，撒殫也夾在他們當中，侍立在上主面前。
2 Da sagde Herren til Satan: Hvorfra kommer du? og Satan svarede Herren og sagde: Fra at gaa omkring i Landet og vandre om derudi.
上主向撒殫說：「你從那裏來﹖」撒殫回答上主說：「我走遍了世界，周遊了各地回來。」
3 Og Herren sagde til Satan: Har du givet Agt paa min Tjener Job? thi der er ingen som han i Landet, en oprigtig og retskaffen Mand, som frygter Gud og viger fra det onde, og han holder endnu fast ved sin Retsindighed; men du har tilskyndet mig imod ham at ødelægge ham uden Aarsag.
上主對撒殫說：「你曾留心注意到我的僕人約伯嗎﹖世上沒有一個像他那樣十全十美，生性正直，敬畏天主，遠避邪惡的人。你雖然激動我加害他，無端叫他傾家蕩產，但他依然保持自己的完善。」
4 Da svarede Satan Herren og sagde: Hud for Hud, ja alt det, en Mand har, giver han for sit Liv.
撒殫回答上主說：「那只不過是以皮換皮罷了! 人都肯捨棄所有，去保全自己的性命。
5 Dog udræk nu din Haand og rør ved hans Ben og hans Kød; hvad gælder det, om han ikke skal fornægte dig lige for dit Ansigt?
但是，你若伸手打擊他的骨和肉，他必定當面詛咒你。」
6 Og Herren sagde til Satan: Se, han være i din Haand; dog var hans Liv!
上主向撒殫說：「看，任你處置他，但要保留他的性命。」
7 Da for Satan ud fra Herrens Ansigt og slog Job med onde Bylder fra hans Fodsaal og indtil hans Isse.
撒殫從上主那裏出來，就使約伯從足踵到頭頂都長了毒瘡。
8 Og han tog sig et Potteskaar til at skrabe sig med, og han sad midt i Asken.
約伯坐在灰土堆中，用瓦片刮身。
9 Og hans Hustru sagde til ham: Holder du endnu fast ved din Retsindighed? velsign Gud og dø!
他的妻子向他說：「你還保持你的完善嗎﹖你倒不如詛咒天主，死了算了! 」
10 Men han sagde til hende: Du taler, ligesom en af de daarlige Kvinder taler; skulde vi alene tage imod det gode af Gud og ikke tage imod det onde? I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.
約伯向她說：「你說話，真像一個糊塗女人! 難道我們只由天主那裏接受恩惠，而不接受災禍嗎﹖」就這一切事而論，約伯沒有犯失言的過錯。
11 Og der Jobs tre Venner hørte al den Ulykke, som var kommen over ham, da kom de, hver fra sit Sted: Themaniten Elifas og Sukiten Bildad og Naamathiten Zofar, og de forenede sig med hverandre for at komme at vise ham Medynk og trøste ham.
約伯的三位朋友，特曼人厄里法次、叔亞人彼耳達得、納阿瑪人左法爾，聽說他遭遇了災禍，就各從本地起程，來到一起，去慰問他、勸勉他，
12 Men der de opløftede deres Øjne langtfra, da kendte de ham ikke, og de opløftede deres Røst og græd, og de sønderrev hver sin Kappe, og de kastede Støv paa deres Hoveder op imod Himmelen.
他們從遠處舉目一望，已認不得他，就放聲大哭，撕破了自己的外衣，把灰揚起，落在自己頭上。
13 Og de sade hos ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og ingen talte et Ord til ham; thi de saa, at Pinen var saare stor.
他們於是同他在灰土中，坐了七天七夜，因見他受苦太大，沒有人敢向他說一句話。
