Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
taedet animam meam vitae meae dimittam adversum me eloquium meum loquar in amaritudine animae meae
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
dicam Deo noli me condemnare indica mihi cur me ita iudices
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
numquid bonum tibi videtur si calumnieris et opprimas me opus manuum tuarum et consilium impiorum adiuves
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
numquid oculi carnei tibi sunt aut sicut videt homo et tu videbis
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
numquid sicut dies hominis dies tui et anni tui sicut humana sunt tempora
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
ut quaeras iniquitatem meam et peccatum meum scruteris
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
et scias quia nihil impium fecerim cum sit nemo qui de manu tua possit eruere
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
manus tuae plasmaverunt me et fecerunt me totum in circuitu et sic repente praecipitas me
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
memento quaeso quod sicut lutum feceris me et in pulverem reduces me
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
nonne sicut lac mulsisti me et sicut caseum me coagulasti
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
pelle et carnibus vestisti me et ossibus et nervis conpegisti me
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
vitam et misericordiam tribuisti mihi et visitatio tua custodivit spiritum meum
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
licet haec celes in corde tuo tamen scio quia universorum memineris
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
si peccavi et ad horam pepercisti mihi cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
et si impius fuero vae mihi est et si iustus non levabo caput saturatus adflictione et miseria
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
et propter superbiam quasi leaenam capies me reversusque mirabiliter me crucias
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
instauras testes tuos contra me et multiplicas iram tuam adversum me et poenae militant in me
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
quare de vulva eduxisti me qui utinam consumptus essem ne oculus me videret
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
fuissem quasi qui non essem de utero translatus ad tumulum
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi dimitte ergo me ut plangam paululum dolorem meum
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
antequam vadam et non revertar ad terram tenebrosam et opertam mortis caligine
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
terram miseriae et tenebrarum ubi umbra mortis et nullus ordo et sempiternus horror inhabitans
