Psalmi 2

1 Zašto se bune narodi, zašto puci ludosti snuju?

Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?

2 Ustaju kraljevi zemaljski, knezovi se rotÄe protiv Jahve i Pomazanika njegova:

Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod Herren og imod hans salvede:

3 “Skršimo okove njihove i jaram njihov zbacimo!”

„Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!‟

4 Smije se onaj što na nebu stoluje, Gospod im se podruguje.

Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem.

5 Tad im veli u svom gnjevu, žestinom ih on zbunjuje:

Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Harme:

6 “TÓa ja kralja svog postavih nad Sionom, svojom svetom gorom.”

„Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.‟

7 Obznanjujem odluku Jahvinu: Gospodin mi reče: “Ti si sin moj, danas te rodih.

Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; Herren sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

8 Zatraži samo, i dat ću ti puke u baštinu, i u posjed krajeve zemaljske.

Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom.

9 Vladat ćeš njima palicom gvozdenÄom i razbit ih kao sud lončarski.”

Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem.

10 Opametite se sada, vi kraljevi, Urazumite se, suci zemaljski.

Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!

11 Služite Jahvi sa strahom, s trepetom se pokorite njemu,

Tjener Herren med Frygt og fryder eder med Bæven!

12 da se ne razgnjevi te ne propadnete na putu, kad uskoro plane srdžba njegova. Blago svima koji se njemu utječu!

Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!