< 約伯記 7 >
1 人生在世,豈不像服兵役﹖人的歲月,豈不像傭工的時日﹖
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 這樣,我也只有承受失意的歲月,為我注定的苦痛長夜。
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 我臥下時說:「幾時天亮﹖」我起來時又說:「黑夜何時到﹖」我整夜輾轉反側,直到天亮。
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 請你記住:我的生命無非像一口氣,我的眼再也見不到幸福。
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 注目於我的,再也見不到我;你的眼看我時、我已不在了。
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 他去了,好像雲消霧散;下到陰府的,再也不得上來, (Sheol )
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol )
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 為此,我不能再閉口不言,我要吐露我心靈的憂愁,陳述我靈魂的苦楚。
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 我若想:「我的床榻會寬慰我,我的臥舖會減輕我的痛苦。」
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 我已筋疲力盡,活不下去。任憑我去罷! 因為我的日月僅是一口氣。
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 監察人者啊! 我犯罪與你何干﹖為何叫我當你的箭靶,使我成為你的重擔﹖
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 為何你不肯容忍我的過錯,寬赦我的罪惡﹖不久我將臥在塵土中,任你尋找我,我已不在了。
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!