以賽亞書 6
1 烏齊雅王逝世那年，我看見吾主坐在崇高的御座上，他的衣邊拖曳滿殿。「
I Kong Uzzijas Dødsår så jeg Herren sidde på en såre høj Trone, og hans Slæb fyldte Helligdommen.
2 色辣芬」侍立在他左右，各有六個翅膀：兩個蓋住臉，兩個蓋住腳，兩個用來飛翔。
Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de;
3 他們互相高呼說：「聖！聖！聖！萬軍的上主！他的光榮充滿大地！」
og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers HERRE, al Jorden er fuld af hans Herlighed!"
4 由於呼喊的聲音，門限的基石也震撼了；殿宇內充滿了煙霧。
Og Dørstolpernes Hængsler rystede ved Råbet, medens Templet fyldtes af Røg.
5 我遂說：「我有禍了！我完了！因為我是個唇舌不潔的人，住在唇舌不潔的人民中間，竟親眼見了君王－－萬軍的上主！」
Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"
6 當時有一個「色辣芬」飛到我面前，手中拿著鉗子，從祭壇上取了一塊火炭，
Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;
7 接觸我的口說：「你看，這炭接觸了你的口唇，你的邪惡已經消除，你的罪孽已獲赦免！」
det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"
8 那時我聽見吾主的聲音說：「我將派遣誰呢﹖誰肯為我們去呢﹖」我回答說：「我在這裏，請派遣我 ！」
Så hørte jeg Herren sige: "Hvem skal jeg sende, hvem vil gå Bud for os?" Og jeg sagde: "Her er jeg, send mig!"
9 他說：「你去對這民族說：你們聽是聽，但不明白；看是看，卻不理解。
Da sagde han: "Gå hen og sig til det folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse!
10 你要使這民族的心遲鈍，使他們的耳朵沉重，使他們的眼睛迷矇，免得他們的眼睛看見，耳朵聽見，心裏覺悟而悔改，獲得痊癒。」
Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."
11 我追問說：「吾主！要到幾時呢﹖」他回答說：「直到城邑變成廢墟，沒有居民，房屋無人居住，田地變為荒蕪。」
Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!"
12 上主必將人民遷到遠方，本地區荒蕪異常。
Og HERREN vil fjerne Menneskene, og Tomhed skal brede sig i Landet;
13 境內雖只留下十分之一，還要遭受摧殘；就如松樹和樟樹在伐倒後，尚留有餘幹，聖善的苗裔將由這餘幹產生。
og er der endnu en Tiendedel deri, skal også den udryddes som en Terebinte eller Eg, af hvilken en Stub bliver tilbage, når den fældes. Dens Stub er hellig Sæd.
