Ka La 4
1 Sana jong adeite khuta among joutai! Sana hoi pen jong amoljeng tai. Muntheng sunga um songmantam ho jeng, jong lam lhongp dunga athangsoh tai.
Hvor Guldet blev sort, og skæmmet det ædle metal, de hellige Stene slængt hen paa Gadernes Hjørner!
2 Veuvin Jerusalem chate, Mipha chomtah tahsan hoitah tah sanga mantam jo hochu, Tun leibelho tobang'in aboltauvin ahi.
Zions de dyre Sønner, der opvejed Guld, kun regnet for Lerkar, Pottemagerhænders Værk!
3 Sialte jengin jong anoute avah jiuvin, ahinla kami Isrealten avah pouvin ahi. Neldi gamma vacha len “Vagonsang” hon achasenteu anahsah lou bangun ama hon jong a nahsah pouvin ahi.
Selv Sjakaler byder Brystet til, giver Ungerne Die, men mit Folks Datter blev grum som Ørkenens Strudse.
4 Dangchahin achateu lhei jouse adanga abehden jouve. Achateu gilkelin an aholun, Ahin koiman pehding aneipoi.
Den spædes Tunge hang fast ved Ganen af Tørst, Børnene tigged om Brød, og ingen gav dem.
5 An twitah tah ana neji ho chun tun lampi dunga khut don apang tauvin ahi. Phatkhatna vonhoi tahtah anavon ho chun tun thilnen kikholna munhoa neh ding aholun ahi.
Folk, som levede lækkert, omkom paa Gaden; Folk, som var baaret paa Purpur, favnede Skarnet.
6 Kamite chonsetna hi Sodom mite chonset na sangin alenjon ahi. Hiche munna chun hetman louvin suhmangna nasatah anachun koimacha akithopi thei ana umpoiye.
Mit Folks Datters Brøde var større end Synden i Sodom, som brat blev styrtet, saa Hænder ej rørtes derinde.
7 Ka lengteu jong phatkhat chun amel hoidanu chu bongnoi leh buhbang sangin ana bangjon, amai’u jong songmantam bangin ana vah'in ahi.
Hendes Fyrster var renere end Sne, mer hvide end Mælk, deres Legeme rødere end Koral, som Safir deres Aarer;
8 Tunvang amelu jong meihol sangin avomjoi. Lampi dunga jong koiman ahedoh thei tapouve. Avunu jong agu uva abehdan gamin, thing go bangin, agon atah jenge.
mer sorte end Sod ser de ud, kan ej kendes paa Gaden, Huden hænger ved Knoglerne, tør som Træ.
9 Chamjamma kithat hochu gelkella thiho sangin avangphajo ahitaove. Ajeh chu lou laiya neh aput tahlou jeh'in kelthohin amangthah jitaove.
Sværdets Ofre var bedre farne end Sultens, som svandt hen, dødsramte, af Mangel paa Markens Grøde.
10 Masanga mi lainatpi theitah tah nute hon achateu chu neh dingin akihon gam tauve. Amahon gim hesoha konna hoi dohna dingin achateu chu ana nejengun ahi.
Blide Kvinders Hænder kogte deres Børn; da mit Folks Datter brød sammen, blev de dem til Føde.
11 Tunvang alunghanna a kon chun Pakai alungna chim tai. Alunghanna hoise tah chu abuhlhah ahitai. Jerusalema lunghanna mei ana kou dohin hichun khopi chu aleibul kiphuna gei chun ana hallha jeng’e.
HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød, han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde aad den.
12 Leist lengte ahin - Vannoi mite koiman - Jerusalem kelkot sunga galmi alutthei ding chu ana tahsan pouve.
Ej troede Jordens Konger, ja ingen i Verden, at Uven og Fjende skulde staa i Jerusalems Porte.
13 Ahinlah a themgao ho chonsetna leh a thempu ho chonsetna jeh chun hiti hin anasohdoh tan ahi. Amaho chonset jeh'a themmona bei miho thisan kisoa, khopi kisuboh ahi.
Det var for Profeternes Synd, for Præsternes Brøde, som i dets Midte udgød retfærdiges Blod.
14 Amahohi lamlhongpi dunga ana vahle uvin mi thisana akisubohun koiman amaho atong kha ngam pouvin ahi.
De vanked som blinde paa Gaderne, tilsølet af Blod, rørte med Klæderne Ting, som ikke maa røres.
15 Mipiten chemangun tin asamun aboh nahitauve, neitong khahihun atiuve. Amaho gamla tahin ajamun gamchom mite laha avahle uvin ahinlah koiman achensah nom pouvin ahi.
»Var jer! En uren!« raabte man; »Var jer dog for dem!« Naar de flyr og vanker, raaber man: »Bliv ikke her!«
16 Pakai amatahin amaho hi apanpi nom tapouvin muchom chomma athethang gam’u ahitai. Mipihon jong thempuho hi anahsah tapouvin, alamkai hou jong jana anei tapouvin ahi.
HERREN spredte dem selv, han saa dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.
17 Eihon i-pankhompi houvin eihung huhdoh diuvin ingaichauvin, eikithopi theiloudiu nam mite kom jenga jong panpi ingaichauvin a phachom pon ahi.
End smægted vort Blik efter Hjælp, men kun for at skuffes, paa Varden spejded vi efter det Folk, der ej hjælper.
18 Thiding kichat jeh'in lampi dunga jong kavah le ngam pouvin, amahthah ding nikhou jong ahung naitan, amah thah ding ihitauve.
De lured paa vort Fjed, fra Torvene holdt vi os borte; Enden var nær, vore Dage var omme, ja, Enden var kommet.
19 Igalmiteu hi mulaopi sangin jong aleng hat jon, Molsang chung dunga jammang go jong leuhen eimudohdiu ahin, gamthip langa kisel jong leuhen hiche munna jong chu eina chan nahlai dingu ahiye.
Mer snare end Himlens Ørne var de, som jog os, paa Bjergene satte de efter os, lured i Ørkenen,
20 Eihon leiset nam pumpi jouse hoa konna eihuhdoh diuva ina monpiu Pakai thaonu i-engpau jeng jong, akiselna munna konin a mandoh tauvin ahi.
vor Livsaande, HERRENS Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.
21 Vo! Edom mite Uz gamsunga hi nakipa theiju hinam? Ahin nangin jong Pakai lunghanna khonna konna hi na don tei ding ahi. Nang jeng jong na jukhamna munna sagoh keova naki koi ding ahi.
Glæd dig og fryd dig, Edom, som bor i Uz! Ogsaa dig skal Bægeret naa, du skal blotte dig drukken.
22 Vo khopi hoitah Jerusalem, naki engbolna nihko kichai ding ahitai, Naki engbolna gamma konna nahung kile vahding ahitai. Ahinlah Edom naki engbolna hi kipan bepseu ahinalaiye; Nachonsetna ho jouse hung kiphongdoh vahding ahi tai.
Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.
