Jeremiah 8
1 Pakaiyin aseiye, hiche nikho chuleh melmaten lhankhuh asuhset uva, Judah lengte leh avaipoteu gulechang ho, thempu leh themgaote gulechang ho, chuleh Jerusalem’a chengte athisaho gulechang ho, lhankhuh’a kon’a kilaidoh ding ahi.
Til hin Tid, lyder det fra HERREN, skal man tage Judas Kongers Ben, dets Fyrsters Ben, Præsternes, Profeternes og Jerusalems Indbyggeres Ben ud af deres Grave
2 Gulechang ho chu, amahon adeitahuva akilhen’u, anajen leu chuleh chibai aboh’u, a Pathen’u nisa leh lha chuleh ahsiho angsunga, tollhanga kithethang diu ahi. Hitia chu, gulechang ho jouse chu, kichomkhom kittalouding, chuleh avela kivuikit talou ding, tollhanga amonlha dinga kitheyal ding ahiuve.
og sprede dem for Sol og Maane og al Himmelens Hær, som de elskede og dyrkede, holdt sig til, raadspurgte og tilbad; de skal ikke samles og jordes, men blive til Gødning paa Marken.
3 Hiche nam giloute lah’a, ahingdoh amoh chengse chun, hin sanga thi adeijoh diu ahi. Kei thaneipen Pakaiyin kasei ahitai, ati.
Og Døden skal foretrækkes for Livet af hele den Rest, der er tilbage af denne onde Slægt paa alle de Steder, jeg driver dem hen, lyder det fra Hærskarers HERRE.
4 Chuin Jeremiah in mipite henga aseitai, ‘Pakaiyin aseiye, mi alhuh teng thoudoh kitji hilou ham? Mi khattou achena lampi dihlou ahin hetdoh teng, ama chu hung kinungle kitji hilou ham?
Og du skal sige til dem: Saa siger HERREN: Mon man falder og ej staar op, gaar tilbage og ej vender om?
5 Achutileh ipi dinga kamite hi manthahna lampia vahmang diu hitauvem? Ipijeh’a Jerusalem mite hung kile kit ding dau ham? Amahon akijou lhepnau chu atuhchah un, ahung kile kit nompouve.
Hvi falder da dette Folk i Jerusalem fra i evigt Frafald? De fastholder Svig, vil ikke vende om igen.
6 Keiman akihounau kangailhi jing in, thudih aseidoh u kaja hih hel e. Alah uva khatbeh jong, aphatmona lunggimpi um uvem? Khatchan jong, ibol’a hibang lom’a phamo kahim, atipouve. Amitakip in, ama ama lunglam cheh in setna lampia, galmun jon’a lhei-jangkhai tah sakol abang gamtauve.
Jeg lytter, hører nøje efter: de taler ej Sandhed, ingen angrer sin Ondskab og siger: »Hvad gjorde jeg!« Hver styrter frem i sit Løb, som Hest stormer frem i Strid.
7 Vanlaijol’a lengle vakang in kichouphat akihet in, vakhu leh pelpalep chuleh vakeng sang injong, amaho kichonphat akihetuvin, kumseh in aphatchan akile kit jiuve. Ahivangin kamiten ima nahepouve. Amahon Pakai chondan thu kapehsa jong ahe tapouve.
Selv Storken oppe i Luften kender sin Tid, Turtelduen, Svalen og Tranen holder den Tid, de skal komme; men mit Folk, de kender ej HERRENS Ret.
8 Itidan’a, nanghon keiho miching kahiuve, Pakai danthu keiho kom’a aume, natitheiyu ham? Nahil uva pang danthu them hon, thujou jeng ajihlut gam’u hilou ham?
Hvor kan I sige: »Vi er vise, og hos os er HERRENS Lov!« Nej, de skriftkloges Løgnegriffel virked i Løgnens Tjeneste.
9 Nahil’uva pang michingho kijumso gamdiu, ngolhoi tah thang’a chu ohdensoh ahitauve. Ajeh chu amahon Pakai thusei donlouvin akoitauve. Asunguva itobang chihna aneiyu hitam?
De vise skal blive til Skamme, ræddes og fanges. Se, HERRENS Ord har de vraget, hvad Visdom har de?
10 Hijeh’a chu keiman ajiteu pasal dang kapeh ding, chuleh alou jouseu jong gamchom mi kapeh ding ahi. Amaho aneopen’a pat alenpen geiyin, kilosetna apumdim’un, lamdih louva sum mu ding jeng agel uve. Chuleh kalhacha themgao holeh thempuho geiyin lepthol in thil aboltauve.
Derfor giver jeg andre deres Kvinder, nye Herrer deres Marker. Thi fra smaa til store søger hver eneste Vinding, de farer alle med Løgn fra Profet til Præst.
11 Kamite kisuhkhahna maha nasatah chu, amahon bailam tah’a damdoh din agel uve. Chamna bon umlouva, amahon cham leh lungmon aum’e, atiuvin ahi.
De læger mit Folks Datters Brøst som den simpleste Sag, idet de siger: »Fred, Fred!« skønt der ikke er Fred.
12 Hitobang thet um tahtah ho aboluva, amaho chu jahcha louvu ham? Ajahcha naisai pouve. Jum leh ja jong ahepouve. Hijeh chun, amaho chu alhulhamsa ho lah’a kijam diu ahi. Keiman amaho chu talen kamatsah’a kaphuh lhuh ding ahi, tin Pakaiyin aseiye.
De skal faa Skam, thi de har gjort vederstyggelige Ting, og dog blues de ikke, dog kender de ikke til Skam. Derfor skal de falde paa Valen; paa Hjemsøgelsens Dag skal de snuble, siger HERREN.
13 Keiman kamite kahin chopkhom ding ahi. Lengpithei phungho leh theichang phungho chu aga beisoh ding, chuleh theiga phungho jouse ana geiya goplha ding ahiuve. Keiman kamite kapehsa ijakai abon’a mangsoh hel ding ahi. Keima thaneipen Pakaiyin kasei ahitai, ati.
Jeg vil bjærge deres Høst, saa lyder det fra HERREN, men Vinstokken er uden Druer, Figentræet uden Figner, og Løvet er vissent.
14 Chutah leh, mipiten hitia asei diu, ‘Ibol’a thi ngah’a hilaiya eiho imoh umthim diu ham? Hungun, kulpi kikhaikhum khopi ho del’u hitin, chumun’a chun gathikhom’u hite. Ijeh inem itileh, Pakai i-Pathen’u chun eiho manthahna dinga thupeh abol ahitan, chuleh idon diuva thina gutwi eikoipeh’u ahitai. Ajeh chu eiho Pakai dounan ichonse behseh tauve.
Hvorfor sidder vi stille? Flok jer dog sammen, lad os gaa til de faste Stæder og tilintetgøres der! Thi HERREN vor Gud tilintetgør os, Gift er vor Drik, thi vi synded mod HERREN.
15 Eihon chamna ingaichauvin, ahivangin cham leh lungmon aumdehpoi. Eihon kisuhdam nading phat ingah’un, ahinlah kichat tijatna jeng bou imuve.
Man haaber paa Fred, men det bliver ej godt, paa Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.
16 Melmate sakol ho nah-khon gin, Dan gam’a kon in akijatai. A sakolteu huhpen gin chun gamsung pumpi ahot ling soh jenge. Amaho chu igamsungu leh asunga umjouse sumang dinga hungkon ahi, atiuve.
Hans Hestes Fnysen høres fra Dan, ved Lyden af hans Hingstes Vrinsken skælver alt Landet. De kommer og opæder Landet og dets Fylde, Byen og dens Borgere.
17 Keiman hiche namelmateu chu, gu hattah suhngoi theilou gul banga, nalahuva kahin lhalut ding ahi. Amaho chun nachuh diu chuleh nathi diu ahi. Keima thaneipen Pakaiyin kasei ahitai.
Thi se, jeg sender imod jer Slanger, Basilisker, som ikke lader sig besværge, bide jer skal de, lyder det fra HERREN.
18 Ka lunggim hesoh nahi, boldam thei ding ahitapoi. Ka lungchang ana behseh jenge.
Min Kvide er ikke til at læge, mit Hjerte er sygt.
19 Kamite ka- ogin khu ngaiuvin; Gamsung pumpi akithonge. ‘Pakaiyin Jerusalem anungsun hitam? Jerusalem lengpa hoilamba hitam? Atiuve. Pakaiyin adonbut in, ‘Ipi dinga ba doilim semthu gamdang mite Pathen ho chibai naboh’uva, kei neiphin lunghang’u ham? ati.
Hør mit Folks Datters Skrig viden om fra Landet! Er HERREN da ikke i Zion, har det ingen Konge? Hvi krænked I mig med eders Billeder, fremmed Tomhed?
20 Mipi chu hatah in akap’un, ‘Chang-at phat kichaiya, chuleh nipilai jong beita, eiho la huhdoh in ium hih laiyuve’ atiuve.
Kornhøst er omme, Frugthøst endt, og vi er ej frelst!
21 Kamite kimavona chu keima lungthim kimavona ahin, keima kaple maovin kaumin, kagimlhehtai.
Ved mit Folks Datters Sammenbrud er jeg brudt sammen, jeg sørger, grebet af Rædsel.
22 Gilead gam’a aboldam nading damdoi umlou ham? Hichea chu louthem jong umlou hitam? Ahileh, ibol’a kamite maha chu kidamsah lou ham?
Er der ikke Balsam i Gilead, ingen Læge der? Hvorfor heles da ikke mit Folks Datters Saar?
