Suencuek 31
1 Tedae Laban ca rhoek kah olka la, “Jakob loh a pa koe te boeih a loh dongah hekah thangpomnah boeih he khaw a pa koe ni hlawp a bawn,” a ti uh te a yaak.
Og han hørte Labans Sønners Ord, som sagde: Jakob har taget alt, hvad vor Faders var, og af vor Faders har han faaet al den ne Rigdom.
2 Te phoeiah Laban kah maelhmai te Jakob loh a hmuh vaengah hlaem hlaemvai kah bangla anih taengah om pawh.
Og Jakob saa Labans Ansigt, og se, det var ikke imod ham som tilforn.
3 Tedae BOEIPA loh Jakob te, “Na pa rhoek kah khohmuen neh na pacaboeina taengla bal ngawn lamtah nang taengah ka om bit ni,” a ti nah.
Da sagde Herren til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.
4 Te dongah Jakob loh Rakhel neh Leah te a tah tih kohong kah a boiva te a khue.
Da sendte Jakob og lod Rakel og Lea kalde ud paa Marken til sit Kvæg.
5 Te phoeiah amih te, “Na pa maelhmai te ka hmuh vaengah hlaem hlaemvai vaengkah bangla kai taengah anih om pawt cakhaw a pa kah Pathen loh kai taengah om.
Og han sagde til dem: Jeg ser eders Faders Ansigt, at det ikke er imod mig som tilforn; men min Faders Gud har været med mig.
6 Tahae ah ka thadueng boeih neh na pa taengah ka thohtat te na ming uh.
Og I vide selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Magt.
7 Na pa khaw kai taengah omsaa tih ka thapang te voei rha la a hoilae. Tedae kai he thae sak ham tah Pathen loh anih a paek moenih.
Og eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud har ikke tilstedet ham at gøre mig ondt.
8 Rhikrhak te nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva te khaw rhikrhak la boeih thang tih a rhangcam te nang kah thapang la om saeh a ti van hatah boiva te a rhangcam la boeih thang.
Naar han sagde saaledes: De spættede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget spættede; og naar han sagde saaledes: De brogede skulle være din Løn, da fødte alt Kvæget brogede;
9 Tedae na pa kah boiva te Pathen long ni a lat tih kai taengah m'paek.
og Gud har borttaget eders Faders Kvæg og givet mig.
10 Boiva te a pa a cuk tue a pha coeng tih ka mik te ka huel. Mueimang ah ka hmuh tih kikong loh a caeh thil boiva tah rhangcam, rhikrhak neh dikdek la om he.
Og det skete, naar Tiden kom, at Kvæget skulde løbe, løftede jeg mine Øjne op og saa i Drømme, og se, Bukkene, som sprang Kvæget, vare brogede, spættede og haglede;
11 Te phoeiah Pathen kah puencawn loh kai te ka mang ah, ‘Jakob,’ a ti tih, ‘Kai ni he,’ ka ti nah.
og den Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! og jeg svarede: Se, her er jeg.
12 Te dongah, ‘Na mik huel lamtah tahae kah boiva a rhangcam, rhikrhak neh dikdek taengah aka cu kikong rhoek boeih ke so lah. Laban loh nang taengah a saii boeih te ka hmuh coeng.
Og han sagde: Opløft nu dine Øjne, og se, alle Bukkene, som springe Kvæget, ere brogede, spættede og haglede; thi jeg har set alt det, Laban gør dig.
13 Kai tah kaam te na koelh tih kai taengah olcaeng neh na caeng vaengkah Bethel Pathen ni. Hekah khohmuen lamloh thoo laeh, cet lamtah na pacaboeina kah khohmuen la mael laeh,’ a ti,” a ti nah.
Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde mig Løfte; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land.
14 Te dongah Rakhel neh Leah loh a doo vaengah, “A pa im kah hamsum neh rho te mamih ham om voel a?
Da svarede Rakel og Lea og sagde til ham: Have vi endnu Del og Arv i vor Faders Hus?
15 Anih loh kholong hlang la m'poek uh dongah mamih he n'yoih phoeiah mamih kah tangka te a caak khaw a caak moenih a?
Ere vi ikke regnede for ham som fremmede? thi han har solgt os, ja endogsaa aldeles fortæret, hvad han fik for os.
16 Hmantang ah Pathen loh a pa taengkah a lat khuehtawn boeih te mah koe neh n'ca rhoek kah ni. Te dongah Pathen loh nang taengah a thui boeih te tah saii laeh,” a ti rhoi.
Derfor al den Rigdom, som Gud har borttaget fra vor Fader, den hører os og vore Børn til, og nu, gør alt det, som Gud har sagt til dig.
17 Te dongah Jakob loh thoo tih a ca rhoek neh a yuu rhoek te kalauk rhoek dongla a ngol sak.
Saa gjorde Jakob sig rede og satte sine Børn og sine Hustruer paa Kamelerne
18 Te phoeiah a napa Isaak kah khohmuen Kanaan la caeh ham a boiva neh a kawn a dang boeih te khaw, Paddanaram ah a dang amah kah hnopai, boiva te khaw baat a thawn.
og bortførte alt sit Kvæg og al sin Formue, som han havde forhvervet, det Kvæg, han ejede, som han havde forhvervet i Paddan-Aram, for at komme til Isak sin Fader i Kannans Land.
19 Tedae Laban loh amah kah tu te a mul vok pah ham a caeh vaengah Rakhel loh a napa kah sithui te a huen.
Og Laban var gaaet hen at klippe sine Faar, og Rakel stjal sin Faders Husguder.
20 Anih a yong te a puen mueh la Jakob loh Arammi Laban kah lungbuei te a namnah.
Jakob stjal Laban den Syrers Hjerte, idet han ikke gav ham til Kende, at han flyede.
21 Anih a yong dongah a taengkah boeih te khaw a thoh puei tih, tuiva a poeng phoeikah Gilead tlang dan la a hooi puei.
Og han flyede med alt det, han havde, og gjorde sig rede og satte over Floden og vendte sit Ansigt mod Bjerget Gilead.
22 Tedae Jakob a yong te a hnin thum daengah Laban taengah a puen pah.
Og paa den tredje Dag blev det Laban tilkendegivet, at Jakob flyede.
23 Te dongah Laban loh amah manuca rhoek te a khuen tih hnin rhih longcaeh due anih hnuk te a hloem phoeiah Jakob te Gilead tlang ah a tuuk.
Saa tog han sine Brøde med sig og forfulgte ham syv Dages Rejse og naaede ham paa Bjerget Gilead.
24 Tedae Arammi hoel Laban te Khoyin a mang ah Pathen loh a paan tih, “Namah te ngaithuen, Jakob taengah a then khaw a thae la na thui ve,” a ti nah.
Men Gud kom til Laban den Syrer i en Drøm om Natten og sagde til ham: Forvar dig, at du ej taler med Jakob enten godt eller ondt.
25 Tedae Laban loh Jakob a tuuk vaengah Jakob loh amah kah dap te tlang ah a tuk coeng dongah Laban neh a manuca rhoek long khaw Gilead tlang ah rhaeh uh.
Og Laban naaede Jakob, og Jakob havde slaaet sit Telt op paa Bjerget, og Laban med sine Brødre slog Telt paa Bjerget Gilead.
26 Te vaengah Laban loh Jakob la, “Balae na saii he. Ka thinko he na liim tih ka tanu rhoek te cunghang kah a sol bangla na hmaithawn.
Da sagde Laban til Jakob: Hvad har du gjort, at du har stjaalet mit Hjerte og bortført mine Døtre, som var de fangne med Sværd?
27 Yong ham te balae tih na phah, kai taengah na puen mueh la kai nan liim. Nang te kohoenah neh, laa neh, kamrhing neh, rhotoeng nen khaw kan tueih van mako.
Hvi flyede du hemmeligen og har stjaalet dig fra mig og ikke givet mig det til Kende, og jeg vilde have bortsendt dig med Glæde og med Sange, med Tromme og med Citer?
28 Ka ca rhoek so neh ka canu rhoek soah te mok ham kai nan paek pawt khaw na pavai coeng tih ni na saii.
Og du har ikke ladet mig kysse mine Sønner og mine Døtre? nu, du har gjort daarligen.
29 Nangmih te a thae la saii ham ka thaa om ngawn dae hlaem yin ah na pa kah Pathen loh kai m'voek tih, ‘Jakob taengah a thae neh a then thui khaw namah ngaithuen,’ a ti.
Jeg havde vel Magt i min Haand at gøre ondt ved eder; men eders Faders Gud talede til mig i Gaar Nat, sigende: Forvar dig at tale med Jakob enten godt eller ondt.
30 Tedae na pa im te ngaidam la na ngaidam coeng dongah na cet khaw na cet mai ni. Balae tih kai kah pathen na huen,” a ti nah.
Og nu, da du endeligen vilde vandre, efterdi du længtes saare efter din Faders Hus, hvi har du stjaalet mine Guder?
31 Tedae Jakob loh a doo tih Laban te, “Na canu rhoek he kai taeng lamloh na doek ve ka ti tih ka rhih dongah ni.
Og Jakob svarede og sagde til Laban: Fordi jeg frygtede; thi jeg tænkte, du maatte rive dine Døtre fra mig;
32 A taengah na pathen na hmuh te tah kaimih kah pacaboeina hmaiah hing boel saeh. Kai taengkah he namah loh hmat lamtah namah kah atah lo,” a ti nah. Tedae Rakhel loh a huen te Jakob loh ming pawh.
men den, hos hvem du finder dine Guder, skal ikke leve. Vedkend dig for vore Brødre det hos mig, som tilhører dig, og tag dig det; men Jakob vidste ikke, at Rakel havde stjaalet dem.
33 Te dongah Laban loh Jakob kah dap khaw, Leah kah dap neh taengom rhoi kah dap khuila cet dae a hmuh pawt dongah Leah kah dap lamkah halo tih Rakhel kah dap khuila kun.
Da gik Laban ind i Jakobs Telt og i Leas Telt og i begge Tjenestekvindernes Telt og fandt dem ikke; saa gik han ud af Leas Telt og kom i Rakels Telt.
34 Tedae Rakhel loh sithui te a loh tih kalauk kah ngoldoelh khuiah a khueh tih a ngol thil dongah dap te Laban loh boeih a phatuem dae hmu pawh.
Men Rakel havde taget Husguderne og lagt dem i en Kamelsaddel og sad paa dem, og Laban ransagede hele Teltet og fandt intet.
35 Te vaengah Rakhel loh a napa taengah, “Ka boeipa mik ah sai boel mai. Kai taengah huta kah khosing om tih nang hmuh ah thoh ham ka coeng moenih,” a ti nah. Te dongah a sat akhaw sithui te hmu pawh.
Da sagde hun til sin Fader: Min Herre, bliv ikke vred, at jeg ikke kan staa op for dig, fordi det gaar mig paa Kvinders Vis; saa ledte han og fandt ikke Husguderne.
36 Tedae Jakob te sai tih Laban te a ho. Te vaengah Jakob loh Laban te a doo tih, “Kai kah mebang dumlai neh mebang tholhnah dongah lae kai hnukah nan hlak.
Da blev Jakob vred og trættede med Laban; og Jakob svarede og sagde til Laban: Hvad er min Overtrædelse, hvad er min Synd, at du forfølger mig saaledes?
37 Tahae ah kai kah hnopai boeih te na phatuem tih na im kah hnopai khat khaw na hmuh te kai kah pacaboeina neh nang kah paca boeina hmuh ah n'rha phoeiah man mamih rhoi laklo ah n'tluung uh rhoi sue.
Eftersom du har følt og ransaget alt mit Tøj, hvad har du fundet af alt dit Hus's Tøj? læg det her frem for mine Brødre og dine Brødre, at de maa dømme imellem os to!
38 Kum kul khuiah he nang taengah ka om coeng dae na tumanu neh na maae rhoek loh thangyah vai pawt tih na boiva khuikah a tal rhoek khaw ka ca vai pawh.
Jeg har været hos dig disse tyve Aar, dine Faar og dine Geder have ikke født i Utide, og Vædrene af dit Kvæg har jeg ikke ædet.
39 Saha te na taengla kan khuen pawh. Khoyin loh a huen khaw, khothaih loh a huen khaw nan suk dongah kai loh kamah kut lamkah neh ka kawn.
Hvad som var revet, har jeg ikke baaret til dig; jeg betalte det, du krævede det af min Haand, det, som var stjaalet om Dagen, og det, som var stjaalet om Natten.
40 Khothaih ah kholing loh n'do tih khoyin ah rhaelnu loh m'boh phoeiah ka mik loh ih ham a hlavawt tih ka om.
Saa gik det mig: om Dagen fortærede Heden mig og Kulden om Natten, og der kom ikke Søvn i mine Øjne.
41 Tahae ah kai loh nang im ah kum kul ka om khuiah na canu rhoi ham kum hlai li neh na boiva ham kum rhuk te nang taengah ka tho ka tat dae ka thapang te voei rha la na hoi na lae.
Det er nu tyve Aar, jeg er i dit Hus, jeg har tjent dig fjorten Aar for dine tvende Døtre og seks Aar for dit Kvæg, og du har forandret min Løn ti Gange.
42 A pa kah Pathen, Abraham kah Pathen neh Isaak kah birhihnah te kai taengah om pawt koinih kuttling la kai nan tueih tarha mai veh. Kai kah phacipphabaem neh ka kut kah a thatloh te Pathen loh a hmuh dongah ni hlaem yin ah a tluung,” a ti nah.
Dersom ikke min Faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, sandelig, du havde nu ladet mig fare tomhændet; Gud har set min Elendighed og mine Hænders Møje og straffede dig i Gaar Nat.
43 Laban long khaw Jakob te a doo vaengah, “Huta rhoek te kai canu rhoek tih tongpa rhoek te khaw kai ca rhoek ni. Boiva te khaw kai kah boiva tih namah loh na hmuh boeih te kai koe ni. Tedae tihnin ah ka canu rhoek, amih ham neh amih loh a sak camoe rhoek ham balae ka saii thai voel.
Og Laban svarede og sagde til Jakob: De Døtre ere mine Døtre, og de Sønner ere mine Sønner, og det Kvæg er mit Kvæg, og alt det, du ser, er mit; hvad skulde jeg gøre imod disse mine Døtre i Dag eller imod deres Sønner, som de have født?
44 Te dongah halo laeh! Kai neh nang paipi saii sih lamtah kai laklo neh nang laklo ah laipai la om saeh,” a ti nah.
Saa kom nu, lad os gøre en Pagt, jeg og du, og det skal være til et Vidne imellem mig og imellem dig.
45 Te dongah Jakob loh lungto a rhuh tih kaam la a ling.
Da tog Jakob en Sten og rejste den op til et Mindesmærke.
46 Te phoeiah Jakob loh amah kah paca boeina rhoek la, “Lungto rhut uh,” a ti nah. Lungto te a rhuh uh tih lungkuk la a saii uh phoeiah tah lungkuk taengah buh pahoi a caak uh.
Og Jakob sagde til sine Brødre: Sanker Stene; og de toge Stene og gjorde en Hob, og de aade der paa Hoben.
47 Te dongah tekah lungkuk te Laban loh Jegarsahdutha a sui tih Jakob loh Galeed la a khue.
Og Laban kaldte den Jegar Sahaduta, men Jakob kaldte den Gilead.
48 Te phoeiah Laban loh, “Tihnin ah hekah lungkuk loh kai laklo neh nang laklo ah laipai la om coeng,” a ti dongah a ming te Galeed a sui.
Da sagde Laban: Denne Hob skal være et Vidne i Dag imellem mig og imellem dig; derfor kaldte han dens Navn Gilead,
49 Te phoeiah, “Hlang hui taeng lamloh n'thuh vaengah kai laklo neh nang laklo ah BOEIPA loh n'tawt saeh,” a ti dongah Mizpah a sui.
og Mizpa; thi han sagde: Herren skal se til imellem mig og imellem dig; thi vi komme hverandre af Syne.
50 Ka ca huta rhoek te khoem na phaep tih ka ca rhoek hmanah yuu na loh atah mamih taengah hlang om pawt dae kai neh nang laklo kah laipai tah Pathen ni tila hmu sih.
Dersom du vil gøre mine Døtre Fortræd, og dersom du vil tage Hustruer foruden mine Døtre, da er her vel ingen Mand hos os; men se, Gud er Vidne imellem mig og imellem dig.
51 Te phoeiah Laban loh Jakob te, “Lungkuk he khaw kaam he khaw ne, te ni kai laklo neh nang laklo ah kan thuinuet.
Og Laban sagde til Jakob: Se denne Hob, og se det Mindesmærke, som jeg har oprejst imellem mig og imellem dig,
52 Boethae ham khaw hekah lungkuk neh kaam he tah kai loh nang taengla hekah lungkuk kan poeng pawt ham neh nang khaw kai taengla na poe pawt ham hekah lungkuk neh kaam he laipai la om saeh.
denne Hob skal være Vidne, og dette Mindesmærke skal være Vidne, at jeg skal ikke fare forbi denne Hob til dig, og at du skal ikke fare forbi denne Hob og dette Mindesmærke til mig, til det onde.
53 Abraham kah Pathen neh Nakhaw kah Pathen, a napa kah Pathen loh mamih laklo ah laitloek uh saeh,” a ti nah. Te phoeiah Jakob loh a napa Isaak kah birhihnah neh a toemngam.
Abrahams Gud og Nakors Gud, deres Faders Gud, skal dømme imellem os; og Jakob svor ved sin Fader Isaks Rædsel.
54 Te dongah Jakob loh tlang ah hmueih a nawn phoeiah buh ca la amah huiko te a khue. Buh a caak uh phoeiah tlang ah rhaeh uh.
Og Jakob slagtede et Offer paa Bjerget og bad sine Brødre til Maaltid; og de aade Brød og bleve paa Bjerget om Natten.
55 Laban te mincang ah thoo tih a ca rhoek neh a canu rhoek te a mok. Te phoeiah amih te yoethen a paek. Te phoeiah cet tih Laban khaw amah hmuen la mael.
Men om Morgenen stod Laban aarle op og kyssede sine Sønner og sine Døtre og velsignede dem, og Laban drog hen og vendte tilbage til sit Sted.
