Saam 104
1 Aw ka hinghaih, Angraeng to tahamhoihaih paek ah; Aw Angraeng ka Sithaw, nang loe na len parai; nang loe lensawk thacakhaih hoiah nam thoep.
Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2 Anih loe aanghaih to kahni baktiah angkhuk; vannawk to kahni im baktiah payuengh,
hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3 a ohhaih ranui im tung to tuinawk thungah a suek; tamainawk to hrang lakok ah a sak moe, takhi ih pakhraehnawk nuiah a caeh,
du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
4 angmah ih vankaminawk to takhi baktiah a sak; angmah ih toksah kaminawk to hmaipalai baktiah a sak;
Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5 dungzan khoek to angthuih ving han ai ah, long angdoethaih ahmuen to a sak.
Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6 Long to kahni hoiah khuk baktih toengah kathuk tui hoiah na khuk; maenawk nuiah tui na ohsak.
Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7 Na thuitaek pongah tuinawk loe cawnh o; nangmah ih khopazih tuen pongah karangah a cawnh o.
For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8 Tuinawk loe mae nuiah long o tahang; azawnnawk ah long o tathuk moe, nihcae han na sak pae ih ahmuen ah a long o.
for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9 Tuinawk amlaem o moe, long to uem han ai ah, tui doeh amsah han ai ah, angzithaih ramri to na suek pae.
du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10 Maenawk salak ih azawnnawk ah tui to na pueksak.
Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11 Taw ah kaom moinawk boih hanah na naeksak; taw ih hrangnawk tui anghae na dipsak.
de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12 Van ih tavaanawk loe tui taengah tabu boh o; thing tanghangnawk salakah hang o.
over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13 A ohhaih ranui ih im hoiah maenawk to tui a bawh; long loe na toksakhaih atho hoiah zok amhah boeh.
Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14 Anih mah maitawnawk hanah phroh amprawksak; kami hanah anqam kahing amprawksak pongah, kami loe long hoiah caaknaek to a hnuk,
du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
15 kami poeknawmsak thaih misurtui, mikhmai pansak hanah situi, palungthin thacaksak hanah takaw to a paek.
og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16 Angraeng ih thingnawk loe tui amhah o; Lebanon ah a thling ih sidar thingnawk nuiah,
HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17 tavaanawk tabu boh o; tahnong kapaw tuilawnnawk loe far thingnawk nuiah tabu boh o.
hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18 Maesangnawk to saza hoi satharnawk prathaih ahmuen ah a suek; cathaengnawk loe savehnawk ohhaih ahmuen ah a suek pae.
Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19 Atue panoek hanah khrah to a sak; ni mah doeh niduemhaih atue to panoek.
Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20 Vinghaih to na sak moe, khoving naah, taw ih moinawk boih avah o.
du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21 Saning nawk kaipuinawk loe taw ih moinawk kaek hanah a hang o; Sithaw khaeah caak han koi moi to pakrong o.
de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22 Ni tacawt naah nawnto angpop o moe, angmacae ih thlungkhaw thungah tabok o.
De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
23 To naah kami loe toksak hanah caeh moe, duembang khoek to tok a sak.
Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
24 Aw Angraeng, na toksakhaih loe pop parai! To hmuennawk boih to palunghahaih hoiah na sak; long loe na sak ih hmuennawk hoiah koi,
Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25 kakawk parai tuipui doeh oh moe, kathoeng kalen moinawk hoi kroeklaek ai, long ah kavak moinawk doeh oh o.
Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
26 Palongpuinawk loe to ahmuen ah caeh o; to ah amhai hanah, na sak ih kalen pui Leviathan doeh oh.
Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27 To moinawk loe nang khaeah ni amha o, atue phak naah to moinawk to na pacah.
De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28 Na paek ih buh to ni, nihcae mah caak o; na ban pathae naah nihcae loe kahoih hmuen hoiah koi o.
du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
29 Mikhmai na hawk naah, nihcae raihaih tong o; nihcae anghahhaih takhi na lak pae ving naah, nihcae loe duek o moe, maiphu ah amlaem o let.
Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30 Na Muithla to na patoeh moe, nihcae to na sak; long krang hae nang thasak let.
du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
31 Angraeng lensawkhaih loe dungzan khoek to om poe tih; Angraeng loe a toksakhaihnawk pongah anghoe tih.
HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32 Long to a khet moe, anghuensak; anih mah maenawk sui naah, hmaikhue tacawt o.
Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
33 Ka hing thung Angraeng khaeah laa ka sak han; khosak nathung ka Sithaw pakoehhaih laa to ka sak han.
Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34 Ka poekhaih loe angmah khaeah anghoehaih ah om nasoe; kai loe Angraeng ah kang hoe han.
Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35 Kazae kaminawk loe long hoiah anghmaa o nasoe loe, kasae kaminawk doeh om o hmah lai nasoe. Aw ka hinghaih, Angraeng to tahamhoihaih paek ah. Angraeng to pakoeh ah.
Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
