مَراثِي إرْمِي 3

١ 1 أَنَا هُوَ الرَّجُلُ الَّذِي شَهِدَ الْبَلِيَّةَ الَّتِي أَنْزَلَهَا قَضِيبُ سُخْطِهِ.

Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.

٢ 2 قَادَنِي وَسَيَّرَنِي فِي الظُّلْمَةِ مِنْ غَيْرِ نُورٍ.

Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.

٣ 3 حَقّاً إِنَّهُ يَمُدُّ يَدَهُ عَلَيَّ مَرَّةً تِلْوَ الْمَرَّةِ طُولَ النَّهَارِ.

Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.

٤ 4 أَبْلَى لَحْمِي وَجِلْدِي. هَشَّمَ عِظَامِي.

Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.

٥ 5 حَاصَرَنِي وَأَحَاطَنِي بِالْعَلْقَمِ وَالْمَشَقَّةِ.

Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.

٦ 6 أَسْكَنَنِي فِي الظُّلْمَةِ كَمَوْتَى الْحِقَبِ الْغَابِرَةِ.

Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.

٧ 7 سَيَّجَ حَوْلِي حَتَّى لَا أُفْلِتَ. أَثْقَلَ عَلَيَّ قُيُودِي.

Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.

٨ 8 حَتَّى حِينَ أَصْرُخُ وَأَسْتَغِيثُ يَصُدُّ صَلاتِي.

Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.

٩ 9 قَدْ أَغْلَقَ عَلَيَّ طُرُقِي بِحِجَارَةٍ مَنْحُوتَةٍ، وَجَعَلَ مَسَالِكِي مُلْتَوِيَةً.

Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.

١٠ 10 هُوَ لِي كَدُبٍّ مُتَرَبِّصٍ، وَكَأَسَدٍ مُتَرَصِّدٍ فِي مَكْمَنِهِ.

Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.

١١ 11 أَضَلَّ طُرُقِي وَمَزَّقَنِي إِرْباً. دَمَّرَنِي.

Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.

١٢ 12 وَتَّرَ قَوْسَهُ وَنَصَبَنِي هَدَفاً لِسَهْمِهِ.

Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.

١٣ 13 اخْتَرَقَ كُلْيَتَيَّ بِنِبَالِ جُعْبَتِهِ.

Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.

١٤ 14 صِرْتُ مَثَارَ هُزْءٍ لِشَعْبِي وَأُهْجِيَةً لَهُمُ الْيَوْمَ كُلَّهُ.

Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.

١٥ 15 أَشْبَعَنِي مَرَارَةً، وَأَرْوَانِي أَفْسَنْتِيناً.

Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke

١٦ 16 هَشَّمَ أَسْنَانِي بِالْحَصَى، وَطَمَرَنِي بِالرَّمَادِ.

og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.

١٧ 17 فَتَنَاءَتْ نَفْسِي عَنِ السَّلامِ، وَنَسِيتُ طَعْمَ الْخَيْرَاتِ.

Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.

١٨ 18 فَقُلْتُ: «تَلاشَتْ قُوَّتِي، وَكُلُّ مَا كُنْتُ أَرْجُوهُ مِنَ الرَّبِّ».

Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.

١٩ 19 اُذْكُرْ بَلِيَّتِي وَتَيَهَانِي وَالأَفْسَنْتِينَ وَالْمَرَارَةَ.

Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!

٢٠ 20 مَا بَرِحَتْ نَفْسِي تَذْكُرُهَا وَهِيَ مُنْحَنِيَةٌ فِي دَاخِلِي.

Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.

٢١ 21 وَلَكِنْ هَذَا مَا أُنَاجِي بِهِ نَفْسِي، لِذَلِكَ يَغْمُرُنِي الرَّجَاءُ:

Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:

٢٢ 22 مِنْ إِحْسَانَاتِ الرَّبِّ أَنَّنَا لَمْ نَفْنَ، لأَنَّ مَرَاحِمَهُ لَا تَزُولُ.

Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.

٢٣ 23 تَتَجَدَّدُ فِي كُلِّ صَبَاحٍ. فَائِقَةٌ أَمَانَتُكَ.

Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.

٢٤ 24 تَقُولُ نَفْسِي: «الرَّبُّ هُوَ نَصِيبِي فَلِذَلِكَ أَرْجُوهُ».

Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.

٢٥ 25 الرَّبُّ صَالِحٌ لِمَنْ يَرْجُونَهُ وَلِلنَّفْسِ الَّتِي تَلْتَمِسُهُ.

Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.

٢٦ 26 خَيْرٌ لِلْمَرْءِ أَنْ يَنْتَظِرَ بِصَمْتٍ خَلاصَ الرَّبِّ.

Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.

٢٧ 27 خَيْرٌ لِلْمَرْءِ أَنْ يَحْمِلَ النِّيرَ فِي حَدَاثَتِهِ.

Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.

٢٨ 28 لِيَعْتَكِفْ وَحِيداً فِي صَمْتٍ لأَنَّ الرَّبَّ قَدْ وَضَعَ النِّيرَ عَلَيْهِ.

Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.

٢٩ 29 لِيُوَارِ وَجْهَهُ فِي التُّرَابِ تَذَلُّلاً، عَسَى أَنْ يَكُونَ هُنَاكَ رَجَاءٌ.

Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.

٣٠ 30 لِيَبْذُلْ خَدَّهُ لِلاطِمِ، وَيَشْبَعْ تَعْيِيراً.

Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.

٣١ 31 لأَنَّ الرَّبَّ لَا يَنْبِذُ إِلَى الأَبَدِ.

Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.

٣٢ 32 فَإِنَّهُ وَلَوْ أَحْزَنَ يَرْأَفُ بِمُقْتَضَى رَحْمَتِهِ الْفَائِقَةِ.

Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.

٣٣ 33 لأَنَّهُ لَا يَتَعَمَّدُ أَنْ يَبْتَلِيَ أَبْنَاءَ الْبَشَرِ بِالْبُؤْسِ وَالأَسَى،

Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.

٣٤ 34 وَلا أَنْ يَسْحَقَ أَسْرَى الأَرْضِ تَحْتَ الأَقْدَامِ،

For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,

٣٥ 35 وَلا أَنْ يَجُورَ أَحَدٌ عَلَى حُقُوقِ الإِنْسَانِ، أَمَامَ عَيْنَيِ الرَّبِّ الْعَلِيِّ

for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,

٣٦ 36 أَوْ أَنْ لَا يُنْصَفَ الإِنْسَانُ فِي دَعْوَاهُ. أَلا يَرَى الرَّبُّ هَذِهِ الأُمُورَ؟

for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.

٣٧ 37 مَنْ ذَا الَّذِي يَقْضِي بِأَمْرٍ فَيَتَحَقَّقَ إِنْ لَمْ يَكُنِ الرَّبُّ قَدْ أَمَرَ بِهِ؟

Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?

٣٨ 38 أَلَيْسَ مِنْ فَمِ الْعَلِيِّ يَصْدُرُ الضُّرُّ وَالْخَيْرُ؟

Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?

٣٩ 39 فَلِمَاذَا يَشْتَكِي الإِنْسَانُ الْحَيُّ حِينَ يُعَاقَبُ عَلَى خَطَايَاهُ؟

Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!

٤٠ 40 لِنَفْحَصْ طُرُقَنَا وَنَخْتَبِرْهَا وَنَرْجِعْ إِلَى الرَّبِّ.

Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!

٤١ 41 لِنَرْفَعْ قُلُوبَنَا وَأَيْدِيَنَا إِلَى اللهِ فِي السَّمَاوَاتِ.

Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!

٤٢ 42 قَدْ تَعَدَّيْنَا وَتَمَرَّدْنَا، وَأَنْتَ لَمْ تَغْفِرْ.

Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.

٤٣ 43 لَفَّعْتَ نَفْسَكَ بِالْغَضَبِ وَتَعَقَّبْتَنَا. قَتَلْتَ مِنْ غَيْرِ رَحْمَةٍ.

Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,

٤٤ 44 تَلَفَّعْتَ بِالسَّحَابِ حَتَّى لَا تَبْلُغَ إِلَيْكَ صَلاةٌ.

Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.

٤٥ 45 قَدْ جَعَلْتَنَا أَوْسَاخاً وَأَقْذَاراً بَيْنَ الشُّعُوبِ.

Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.

٤٦ 46 فَتَحَ عَلَيْنَا جَمِيعُ أَعْدَائِنَا أفْوَاهَهُمْ،

Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.

٤٧ 47 وَحَلَّ بِنَا الرُّعْبُ وَالْهَلاكُ وَالدَّمَارُ وَالسَّحْقُ.

Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.

٤٨ 48 تَفِيضُ عَيْنَايَ بِأَنْهَارِ مِيَاهٍ عَلَى دَمَارِ ابْنَةِ شَعْبِي.

Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.

٤٩ 49 لَنْ تَكُفَّ عَيْنَايَ عَنِ الْبُكَاءِ أَبداً،

Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,

٥٠ 50 حَتَّى يُشْرِفَ الرَّبُّ مِنَ السَّمَاءِ وَيُبْصِرَ.

indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.

٥١ 51 تَتْلَفُ عَيْنَايَ عَلَى مَصِيرِ كُلِّ بَنَاتِ مَدِينَتِي.

Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.

٥٢ 52 قَدِ اصْطَادَنِي، كَعُصْفُورٍ، أَعْدَائِي الَّذِينَ لَمْ أُسِئْ إِلَيْهِمْ،

Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.

٥٣ 53 طَرَحُونِي حَيًّا فِي الْجُبِّ وَرَجَمُونِي بِالْحِجَارَةِ.

De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.

٥٤ 54 طَغَتِ الْمِيَاهُ فَوْقَ رَأْسِي، فَقُلْتُ: «قَدْ هَلَكْتُ».

Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.

٥٥ 55 اسْتَغَثْتُ بِاسْمِكَ يَا رَبُّ مِنْ أَعْمَاقِ الْجُبِّ،

Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.

٥٦ 56 فَسَمِعْتَ صَوْتِي. لَا تَصُمَّ أُذُنَيْكَ عَنْ صُرَاخِ اسْتِغَاثَتِي.

Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!

٥٧ 57 اقْتَرَبْتَ حِينَ دَعَوْتُكَ إِذْ قُلْتَ: «لا تَخَفْ».

Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!

٥٨ 58 قَدْ دَافَعْتَ عَنْ دَعْوَايَ يَا رَبُّ، وَافْتَدَيْتَ حَيَاتِي.

Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.

٥٩ 59 أَنْتَ شَهِدْتَ مَا أَسَاءُوا بِهِ إِلَيَّ يَا رَبُّ، فَاقْضِ فِي دَعْوَايَ.

Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!

٦٠ 60 قَدْ رَأَيْتَ انْتِقَامَهُمْ كُلَّهُ وَسَائِرَ مُؤَامَرَاتِهِمْ عَلَيَّ.

Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.

٦١ 61 سَمِعْتَ تَعْيِيرَهُمْ يَا رَبُّ، وَجَمِيعَ مُؤَامَرَاتِهِمْ عَلَيَّ.

Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,

٦٢ 62 وَسَمِعْتَ كَلامَ أَعْدَائِي وَتَدْبِيرَاتِهِمْ ضِدِّي الْيَوْمَ كُلَّهُ.

mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.

٦٣ 63 رَاقِبْ جُلُوسَهُمْ وَقِيَامَهُمْ، فَقَدْ أَصْبَحْتُ أُهْجِيَةً لَهُمْ.

Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.

٦٤ 64 جَازِهِمْ يَا رَبُّ بِمُقْتَضَى مَا جَنَتْهُ أَيْدِيهِمْ.

Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.

٦٥ 65 اجْعَلْ عَلَى قُلُوبِهِمْ غَشَاوَةً، وَلْتَكُنْ لَعْنَتُكَ عَلَيْهِمْ.

Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.

٦٦ 66 تَعَقَّبْهُمْ بِسُخْطٍ وَأَهْلِكْهُمْ مِنْ تَحْتِ سَمَاوَاتِكَ يَا رَبُّ.

Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.